Skal man nødvendigvis elske sine bonusbørn?

Bonusbørn

Skal man elske bonusbørnene – ja kan det overhovedet lade sig gøre? Hvad vil det overhovedet sige at elske?

Tja, det er vi jo ikke ret meget i tvivl om, når vi kaster et kærligt blik på vores biologiske børn! Samme følelse får de færreste, når de kigger på deres bonusbørn og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke elsker mine bonusbørn.

Jeg holder af dem, men at elske dem, som var det mine egne, nej det gør jeg ikke. Al ære og respekt for mine bonusbørn, men de elsker da heller ikke mig, som var jeg deres biologiske forælder.

Som biologisk forælder er det svært at forholde sig til, at der er et andet voksent menneske, der skal have en rolle i børnenes liv – ja nogle gange er vedkommende endda mere sammen med ens børn, end man selv er!

Det kan gøre ondt, men mindst ondt gør det dog, når man tænker på den voksne person, som en ekstra ressource i børnenes liv, i stedet for en ekstra far eller mor.

Når jeg eller min kollega Janne siger i vores grupper af bonusforældre, at det er helt naturligt ikke at elske bonusbørnene, ja så er der reaktioner lige fra lettelse, til gråd, til benægtelse eller til en svag nikken, fordi følelsen er genkendt, men opfattes som forkert.

Sikkert er det, at det giver en god dialog, og en åbenhed omkring et meget tabubelagt emne, som giver en masse udfordringer i de sammenbragte familier.

At sige, at man ikke elsker, er jo ikke ensbetydende med, at der er frit slag i bolledejen til at opføre sig som man vil!

Det åbner blot for forståelsen for de mange forskelligartede reaktioner, der opstår mellem et par, med sammenbragte børn – og ikke mindst reaktioner mellem bonusbørn og bonusvoksne.

For børnene elsker jo heller ikke nødvendigvis den nye voksne i deres liv – en voksen de ikke engang selv, har haft mulighed for at vælge til eller fra.

Selvfølgelig giver det udfordringer i de sammenbragte familier, at følelserne er meget forskellige og tolerancen, tilgangen og hengivenheden derfor også er meget meget forskellig.

Sådan er det og det er helt okay! Det bliver faktisk nemmere af at italesætte, at man ikke elsker hinandens børn, men holder af og / eller respekterer, og så finde ud af hvilke kompromisser der skal til, for at alle parter har det godt.

Lad os nu bare være ærlige og fjerne noget af al den tabu!

Det er ikke nødvendigvis kun dejligt og den rene idyl, at møde ”den eneste ene” med børn fra et tidligere forhold.

Det kan også give udfordringer – for sådan er livet.

Ærligheden kommer man længst med, og når følelserne og tankerne er tilladte, så er det hele pludselig slet ikke så svært, som det blev gjort til.

Mette