Først nu kan jeg se hvorfor det endte med skilsmisse!

y

Uanset om jeg sidder med par, skilsmisseramte, eller sammenbragte familier, så oplever jeg, at det problem, der oftest er størst er, at parterne har mest fokus på, hvad modparten gør forkert, ikke gør, eller kunne gøre bedre.

Der er lidt langt imellem de klienter, der kommer fordi de er bevidste om, at deres egen adfærd ikke er optimal og gerne vil lave om på den.

Da jeg var småbørnsforældre var jeg max presset på grund af manglende søvn. Specielt min søn sov aldrig.

Han var konstant syg og vi havde en regel om, at min mand gik rundt med ham til kl. 02, hvorefter jeg overtog tjansen til kl. 06 , hvor vækkeuret var så venlig at fortælle mig, at hvis jeg havde været i den heldige situationen, at jeg ikke havde opdaget det fordi jeg sov, så var klokken seks og jeg skulle op og på arbejde.

Jeg var smadret i atomer. Nogle gange græd jeg af træthed når ingen så det.

Jeg havde et job, der krævede langt mere end 37 timer. Jeg havde vasketøj, madlavning, fritidsinteresser, veninder osv. osv. som også skulle håndteres, og så var jeg i øvrigt bare hende, som altid havde styr på alting, og som altid meldte sig først på banen til at klare noget for andre.

Jeg var med garanti ikke en drømmepartner, og jeg var godt klar over det. I årevis, var det eneste fokus næsten at få lov til at sove, så snart der var den mindste mulighed.

Samtidig var jeg så indebrændt over, at vi ikke var bedre til at tale om det og skabe nogle åndehuller.

Udfordringen var bare, at jeg absolut heller ikke selv bidrog til samhørigheden, men det havde jeg overhovedet ikke fokus på, jeg fokuserede mere på, hvordan min mand kunne gøre en forskel, hvis han ville.

Det var først i forbindelse med min uddannelse, at jeg fik vendt fokus. Fik rettet blikket indad og for første gang spurgte mig selv ”Er du en partner, du selv gad være gift med”.

Det var jeg desværre ikke! Jeg havde haft alt for meget fokus på fejl og mangler.

Vi havde haft alt for meget fokus på praktik i stedet for samhørighed og tid til hinanden. Vi havde troet vi kunne klare det hele og vente til bedre tider med mere overskud. Det kunne vi ikke!

Det endte med skilsmisse og den vigtigste lære overhovedet er, kærligheden overlever ikke af sig selv! Kærligheden overlever ikke, uden at have fokus på ens egen adfærd!

Jeg ved godt, at man ikke kan lære af andres oplevelser, hvor ærgerligt det end er. Først når man selv har stået i kaos op over begge ører, lærer man af det.

Det gjorde jeg, og jeg garanterer dig for, at jeg aldrig aldrig aldrig mere hopper på den med, at kærligheden ikke skal passes og plejes hver eneste dag.

Hvis jeg bare kan få sat lidt fokus på, at kærligheden ikke overlever af sig selv, indtil børnene er 8 – 10 år, og der bliver overskud igen, så er jeg glad.

Kig på dig selv. Kig på din adfærd. Kig på din prioritering.

  • Bidrager du til kærligheden?
  • Hvordan kan du optimere på din egen adfærd?
  • Er der noget du skal prioritere lidt anderledes fremover?
  • Hvor tit værdsætter, overrasker og forkæler du din partner?
  • Hvor tit husker du at tale ud fra dine egne følelser og behov i stedet for at fokusere på din partners adfærd?

 

Er der basis for forbedring, så gør noget ved det med det samme. For hver dag der går, bliver det kun sværere og sværere.

God arbejdslyst og husk så, at kærligheden aldrig bliver bedre, end der hvor du vander den.

Mette