Skru nu ned for sommerferieambitionerne – og undgå skilsmisse!

Sommerferie skilsmisse

Inden vi ser os om er det sommerferie. Måske er ferien for længst planlagt, eller også er man i fuld gang med at planlægge, hvordan sommeren skal bruges.

Skal man være hjemme? Skal man ned, hvor man er sikker på varmen? Skal den bruges på praktiske gøremål?

Skal man være et sted, hvor man er sikker på at der er aktiviteter, så børnene ikke kommer til at kede sig? Kan man tage af sted allerede få timer efter ferien er startet og hvor længe skal man være væk?

Der er mange ting at tage stilling til, men faktisk er der kun et spørgsmål, der for alvor giver mening, nemlig at spørge sig selv om, hvad det er for en følelse man gerne vil sidde tilbage med efter ferien.

August og september måned er det tidspunkt på året, hvor langt de fleste par går fra hinanden?

Nogle undrer sig måske over, hvordan der kan være højsæson på det område, men det skyldes ene og alene, at man mister troen på, at man kan finde glæden og kærligheden sammen igen, når man ikke engang kunne finde den i sommerferien.

Men var rammerne skabt til at genfinde glæden og kærligheden? Eller var der slet ikke talt om, at det var målet med ferien?

Det er ikke fordi jeg opfordrer til, at man skal sige ”Hør lige her partner, nu må vi genfinde glæden ved at være sammen i sommerferien, for ellers tror jeg ikke på os længere”, men jeg opfordrer på det kraftigste til at skrue ned for ambitionerne og italesætte, hvad det er man gerne vil opnå, i stedet for at fokusere på, hvor man gerne vil hen.

Små børn giver ikke ligefrem mere plads til at kigge hinanden dybt i øjnene uden fokus på andet.

Hverdagen er hektisk og minder mest af alt om, at man er havnet i et hamsterhjul, hvor man skal løbe stærkt for at følge med – og kærligheden trives sjældent alt for godt, hvis der ikke er tid og overskud til at prioritere hinanden.

Jeg ser det igen og igen hos mine klienter, og må med skam indrømme, at jeg selv faldt i fælden, da mine børn var små.

Vi kastede os hjem fra arbejde den sidste dag inden ferien, pakkede bilen (hvis den ikke allerede var pakket natten før), sov et par timer og kørte så med susende fart ned gennem Europa for at komme ned til varmen.

Dernede var det lidt problematisk at man altid først spiste kl. 21 for der havde vores børn sovet i flere timer.

Jovel vi slappede af, men vi var travlt beskæftiget med børnene fra morgen til aften, og faldt halvdøde om, når børnene faldt i søvn, med en viden om at kl. 5, om morgenen var de klar igen.

Vi troede vi var urørlige, vores tid ville komme igen – jo jo, men da tid kom, havde vi ikke mere sammen!

Det er så nemt at tro, at man kan prioritere hinanden igen, når børnene er blevet større.

Det er så nemt at hoppe i den fælder der hedder ”Jeg orker næsten ikke mere nærhed, jeg får rigeligt gennem børnene”.

Det er så nemt at lade dagene gå med praktiske gøremål og børn, og glemme hinanden. Men hvad er det i virkeligheden der giver et godt familieliv – er det ikke kærlighed, glæde og samhørighed mellem mor og far?

Vil man gerne holde sammen på familien og have et godt, solidt og kærligt parforhold hele livet, så skal man kæmpe med både arme og ben for at få det.

Måske er man slet ikke opmærksom på, at ens parforhold er på vej i den forkerte retning, simpelthen fordi man har travlt og ”det jo går meget godt”, men jeg garanterer, at hvis man ikke kæmper for parforholdet, mens børnene er små, så bliver der meget at reparere på, når børnene er store nok til at have deres egen hverdag med venner og fritidsaktiviteter.

Kan du kende dit eget liv fra noget af det du lige har læst, så gør dig selv den tjeneste at finde ud af, hvad det er der virkelig vil gavne jer og jeres fremtid og planlæg sommerferien ud fra det.

Hvilke behov er det I har?

Italesæt behovet overfor hinanden. Hvad skal der til for at have ro og tid til hinanden?

Find også ud af, hvordan du bedst selv kan bidrage til, at du får den ferie, du drømmer om? Hvordan vil du sikre, at I har fået ladet op på kærlighedskontoen, når I kommer hjem fra ferie?

Gør det nemt for jer selv. Lad være med at lave for mange planer, og husk så på at sommerferien er en unik mulighed for at finde tilbage til roen, glæden, overskuddet og til at mærke hinanden og lysten til at være sammen. Forspil den nu ikke!

Mette