Close
Anonym madmisbruger
facebook pinterest twitter

Anonym madmisbruger

Avatar
sofiamanning 23 september 2015, 09:23

Anonym madmisbruger. Min mave (1)

På et tidspunkt mens jeg boede i USA slog det mig, at vi ikke aner, hvad andre går og kæmper med. At vi alle har et indre liv. Og nogle ret heftige indre dæmoner. Det er bare ikke altid lige til at se. Selv kæmpede jeg med vægten og spisningen, samtidig med at jeg på ydersiden havde stor succes som Coach.

Jeg havde en tæt veninde som var ædru alkoholiker, og som gik til moder i AA. Og min veninde inviterede mig med til sådan et møde. Selvom alkohol ikke fyldte for mig, følte jeg et fællesskab med den brogede gruppe uden for det slidte AA-lokale. De kæmpede med afhængighed. De kæmpede med sig selv. De følte sig magtesløse. Det gjorde jeg også. Når de talte om problemer med alkohol, kunne jeg bare erstatte ordet alkohol med mad, så var det same same.

Mødet begyndte. Mødelederen selv var den første, der rejste sig op og fortalte sin historie.Hun var en dame sidst i 40erne. Livet havde slidt hende, men hendes øjne strålede. Af sorg og dybde. På en gang. Hun fortalte, at hun var blevet godt gift, fik 3 børn og at det hele så godt ud. På facaden. For i virkeligheden drak hun. Hver dag. I dybeste hemmelighed. Hun fortalte, hvordan hun gemte alkohol i vasketøjskurve og rengøringsskabe, at hun hældte vodka i sin vandflaske, og at hun hver dag vågnede med tømmermænd og listede ned for at tage makeup på, inden hun vækkede børnene i et håb om, at de ikke ville opdage noget.

Og så fortalte hun om dagen, hvor det hele faldt sammen. Den dag, hvor hun blev stoppet af politiet på vej til skole med ungerne. De testede hende positiv for spirituskørsel. Hun kom i fængsel. De tog kørekortet. Hendes mand indrømmede, at han i årevis godt havde vidst, at hun var alkoholiker. Og så forlod han hende. Han fik forældremyndigheden over børnene.

Derefter gik hun rundt i sin egen tåge i to år og gik gradvist mere og mere i hundene. Indtil hendes 16-årige søn en dag kom forbi og tvang hende med til et AA-møde. Det var blevet et vendepunkt. Siden da havde hun skridt for skridt for skridt kæmpet sig tilbage til resterne af sit liv. Og her stod hun så. Ædru. Delte ud. Spredte håb.

Det var bevægende. Men først og fremmest kunne jeg pludselig for alvor indse, at jeg simpelthen var nødt til at gøre noget ved mit forhold til mad. Og til slankepiller. Og til slankekure. Og min vægtbesættelse. I den næste tid besøgte jeg  AA-møderne hyppigt, og de byggede en voldsom intensitet op omkring mit problem.
Jeg blev helt tabt i alle de smukke og grumme menneskeskæbner. Med håbet som eneste livline. Imens jeg lyttede, følte jeg håb. Jeg behøvede måske ikke være afhængig af mad. Og som møderne skred frem, blev jeg ved med at tænke netop det: Hvis de kan, kan jeg også! Den tanke gik jeg hjem på hver gang. Den tanke tog jeg med mig. Jeg gik i seng med en ro, jeg ikke havde følte længe. Der var håb.

Kh Sofia.