Close
Det store ædegilde
facebook pinterest twitter

Det store ædegilde

sofiamanning 2 september 2015, 08:07

foto_det store ædegilde

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle efter studentereksamen. Jeg var ganske enkelt livræd for fremtiden og frygtede for, hvad der skulle blive af mig. Denne angst var mig uhyre present, den dag jeg blev student.

Vi tog på den obligatoriske rundtur med studentervognen. Fra hus til hus. Mens alle omkring mig så vældig glade ud, følte jeg mig helt og aldeles fortvivlet. Og det, der ellers skulle have været en glædens festdag blev for mig meget ulykkelig. Jeg følte mig usikker på fremtiden, på hvad jeg skulle og især på, hvem jeg var. Så jeg kastede mig ud i en sand mad-rus. Det startede med et enkelt jordbær dyppet i chokolade. Fra da af husker jeg ikke meget andet end at jeg spiste hele dagen. Jeg spiste. Og spiste. Og spiste. Eller rettere: Jeg proppede mig. Jeg var så mæt allerede efter det første hjemmebesøg, at det er svært at forstå, at jeg kunne fortsætte. Men det kunne jeg. Jeg havde lyst til at kaste op, men gjorde det ikke. Jeg fortsatte bare med at spise. Og sideløbende voksede min afsky for mig selv.

Jeg oplevede min studenterfejring som en lang selvhads-fest. Jeg hadede mig selv den dag! Jeg ved godt, det er et stærkt ord og det gør mig også ked af det at skrive det. Men det gjorde jeg. Jeg rent ud væmmedes ved mig selv. Alligevel fortsatte jeg med at æde mig igennem dagen. Det var som om, der var en stemme indeni mig, der råbte “Hvorfor snyde dig selv? Det er din dag. Det er din fest! Spis som du vil! Ingen skal komme her og fortælle dig, hvad du skal. Spis du bare!” Og jeg spiste. I et afskyeligt studenterædegilde.

Og gildet fortsatte sommeren over. I tre måneder efter studentereksamen kastede jeg mig over maden. Al mad. Jeg følte mig tom, usikker og bange. Jeg anede ikke, hvad fremtiden ville bringe. Og hvad jeg skulle gøre med følelserne. Så jeg spiste. Spiste på tomheden.

I virkeligheden ønskede jeg mig opmærksomhed, kærlighed, spænding, eventyr og succes. Men de ting troede jeg slet ikke, jeg fortjente. Jeg prøvede bare at være ligeglad og på at lette den ligegyldige tomhed med mad. Det virkede ikke. Tværtimod blev jeg tungere og tungere, både på vægten og i sindet. Og jeg følte mig enormt utilpas i min krop.

Den sommer tog jeg 15 kilo på. Så jeg besluttede mig for at begynde helt forfra. Men en slankekur og et nyt mål. Jeg bildte mig selv ind, at når jeg fik styr på maden og vægten, så ville jeg begynde at leve livet igen. Imellemtiden kunne jeg holde fokus på vægten og koncentrere mig om kalorie-tabeller og de nyeste træningsmetoder. Alt var nu – helt bogstaveligt – under kontrol. Som om det var lykken. Eller ville fremkalde den. I stedet blev stadigt mere utilfreds med mig selv. Og mere og mere ekstrem i mine kure. Alligevel indså jeg ikke det indlysende: Slankekure ville aldrig løse mit problem.

Kærlig hilsen Sofia Manning