Close
Nu eller aldrig?
facebook pinterest twitter

Nu eller aldrig?

Avatar
sofiamanning 25 august 2015, 14:18

skaleret billede til min mave 2

Min storebror døde da jeg var i starten af tyverne, og oplevelsen vendte op og ned på mit verdensbillede. Jeg var fuld af sorg over tabet, men jeg blev samtidig opfyldt af en frihedstrang. Det gik op for mig at livet er NU. Så jeg svigtede studierne. Jeg var ligeglad. Jeg festede. Jeg levede. Jeg var i nuet, og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om selvudvikling. På dette tidspunkt tog jeg en yderst vigtig beslutning for mit liv: At rejse til USA og møde Mr. Tony Robbins.

Jeg var opslugt af hans bøger og pirret af hans tankegang. Nu besluttede jeg at udforske den på nært hold, ved at tilmelde mig et af hans kurser i Los Angeles. Det var en fuldstændig vild idé og hvis ikke jeg havde været i så god kontakt med min indre fandenivoldskhed i de dage, havde jeg aldrig turde. I stedet tænkte jeg: Nu eller aldrig!

Inderst inde håbede jeg, at han også kunne hjælpe mig med mit mangeårige problematiske forhold til maden og vægten. Mine slanketanker lå hele tiden og  lurede lige under overfladen.

Så jeg ringede  til USA og bestilte en billet til Tony Robbins’ næste kursus. Og kort efter pakkede jeg min kuffert og tog mod Los Angeles.

Der var noget stort over at sætte sig ind i en Greyhoundbus. Som om, at jeg var med i en amerikansk roadmovie.. Men det var virkeligt, og  næste morgen sad jeg  i en sal sammen med 2500 deltagere og ventede på Mr. Robbins. Han trådte på scenen, og på trods af, at vi var flere tusinde mennesker, havde han i løbet af ingen tid indtaget alle i hele salen. Det var som om, han på den mest forunderlige vis havde kontakt med hver og én af os. Det var… fantastisk!

Her lancerede han for første gang coaching, og det var helt tydeligt, at han var meget grebet af det. Han talte faktisk ikke om andet i fire dage, og jeg blev meget ”ramt” af coachingens tankegang. Jeg fik simpelthen den overbevisning at jeg skulle arbejde for ham.

Jeg sad på første række, så der var ikke langt op til scenen. Jeg rejste mig resolut, mens Tony modtog bifald fra salen.  Vagterne stoppede mig ikke. Jeg sprang frit op på scenen, og pludselig stod jeg over for dette, på mange måder, meget store menneske. Jeg så op på ham med en stålsat vilje, og så sagde jeg de skæbnesvangre ord: ”Mr. Robbins, I would like to work for you.”

Og sådan blev det. Sandheden er, at det var mit fucked up forhold til mad, krop og vægt, der gav mig motivationen til at forfølge min drøm. Og det var min brors død, der gav mig modet til rent faktisk at tage af sted. Jeg kunne godt mærke, at dette her var stort, men jeg var ikke rigtigt klar over, at dette blev starten på mit fem år lange amerikanske eventyr, hvor jeg boede i LA og arbejdede for Tony Robbins  -The King of Motivation.

Kærlig hilsen Sofia Manning