Close
Respekterer du dig selv?
facebook pinterest twitter

Respekterer du dig selv?

Avatar
sofiamanning 20 december 2011, 14:10

Sundhed

Oplever du også, at du synes, du ’bør’ leve sundere? Og kender du det, at du laver aftaler med dig selv om at leve sundere, men aldrig overholder aftalerne? Hvordan vil det være at slippe den indre slavepisker og blive et menneske, du respekterer i stedet?

I min forrige blog, skrev jeg om, hvordan mit tidligere overdrevne ’sundhedsfokus’ blev kilde til frustration og lidelse. I denne blog, vil jeg beskrive, hvad der ændrede dette fokus for mig, så jeg kunne slippe min indre sundheds-slavepisker.

Det var først, da jeg stiftede bekendtskab med coaching, at mit anspændte og uharmoniske forhold til sundhed ændrede sig.

Coaching fik mig til at indse, at jeg skulle ændre mit syn på sundhed fuldstændigt, hvis jeg virkelig ville leve sundt.

I stedet for altid at begynde med spørgsmålene: ”Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan?” og ”hvad gør jeg forkert?”, opdagede jeg, at det fungerede meget bedre at vende det hele på hovedet og spørge mig selv: ”Hvis jeg var det menneske, jeg respekterede allermest i hele verden, hvordan ville jeg så behandle mig selv?”

Dette skift i min tankegang resulterede i en kæmpe ændring i min måde at leve på. Skridt for skridt bevægede jeg mig støt og roligt hen imod et liv, hvor jeg var min egen bedste ven og tog beslutninger omkring min sundhed, som jeg kunne stå inde for, som var realistiske, og som var langtidsholdbare.

Jo, der var mange mønstre, som skulle kigges på og megen adfærd, der skulle ændres, men jeg fik lige pludselig viljen, fordi mit udgangspunkt ikke længere var, at jeg var forkert, men i stedet at jeg respekterede og elskede mig selv.

Det gør jeg den dag i dag, og jeg er ikke bleg for at sige, at det helt sikkert hænger sammen med, at min indre sundheds-slavepisker er blevet forvist fra mit liv. Den ændring kan jeg varmt anbefale!

 

Med ønsker om en sund dag.

Sofia