Close
TAL PÆNT – også til dig selv som mor
facebook pinterest twitter

TAL PÆNT – også til dig selv som mor

Avatar
sofiamanning 6 juli 2012, 11:03

Tal pænt

Når noget går galt for dig, hjælper det ikke at skælde dig selv ud. Dæmp tonen, tal pænt til dig selv – og lyt så til, hvad din indre kritiker egentlig vil fortælle dig.

 

Kender du det: Et eller andet går galt, smutter, vælter, bliver glemt eller noget, som ikke skulle være sagt, bliver det?

 

Hvad er din første, instinktive reaktion inde i dit hoved? Højst sandsynligt kritik af dig selv! Med ord, du ikke ville bruge højt over for dine venner: „Det var ikke så smart, vel?“, „hvor dum en mor har man lov at være?“, „hvornår lærer du det?“ „klovn“ eller det, som er værre.

Måske ved du ikke, hvad du siger til dig selv, hvilket næsten er endnu værre, for så er du måske ikke engang bevidst om, at du ikke taler særlig pænt til dig selv.

 

Det har altid undret mig, at vi taler pænt til os selv, når det går godt, men skælder ud, bliver grove og kritiske, lige så snart det går skævt – på tidspunkter, hvor vi i virkeligheden har brug for vores egen støtte. Hvorfor

holder vi ikke hånden under vores eget hjerte, når vi har allermest brug for det? Når livet gør ondt, så er vi de første til at skælde os selv ud. Hvorfor dog?

 

Vores indre kritiker har ofte noget sandt at sige til os, men vi hører det ikke, for vi holder op med at lytte, når stemmen begynder at tale grimt – ligesom vi lukker af, hvis andre er onde mod os.

 

I min næste blog, giver jeg dig en udfordring! Det er et værktøj, som hjælper dig med at lære din indre kritiker at kende og finde gaven i det, der bliver sagt… Tør du tage udfordringen?

Sofia