Close
Til dig, der kæmper for et sundt forhold til mad og vægt -Det vigtigste skridt ud af dit slankehelvede
facebook pinterest twitter

Til dig, der kæmper for et sundt forhold til mad og vægt -Det vigtigste skridt ud af dit slankehelvede

sofiamanning 20 november 2015, 12:07

Jeg glemmer aldrig den dag. Min første præsentation på mit nye drømmejob. Jeg var dødnervøs! Og hvis du har læst med herinde, eller fulgt mig, den seneste tid, kan du måske gætte hvordan jeg tacklede den nærvøsitet. Jeg spiste. Hele weekenden havde jeg spist, spist og spist.. Istedet for at fokusere på det arbejde jeg skulle, og den store chance det rent faktisk var for mig, i min karriere. Den dag, i bilen på vej på job, var hele mit fokus på min krop. På hvordan den føltes. Jeg havde det så dårligt med alt det jeg havde spist i løbet af weekenden.

Så dårligt, at jeg besluttede mig for lige at holde ind, og købe en pakke håndkøbs-slankepiller på vej på arbejde. Jeg tog 3 piller på en gang. Og blev så dårlig, at jeg måtte lægge mig ned på græsset, foran min arbejdsplads. Jeg overvejede at ringe efter en ambulance. Men istedet ringede jeg og meldte mig syg.

 

Den dag gik det op for mig, at der var noget ALVORLIGT galt. At jeg ikke havde kontrol over det, og at det tydeligvis saboterede mit liv og min karriere. Den der indså jeg for alvor, at jeg simpelthen var nødt til at gøre noget ved mit forhold til mad. Og til slankekure. Og min vægtbesættelse. Jeg vidste bare stadig ikke, HVAD i alverden jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gribe det an?

 

Svaret kom fra et meget uventet sted.

Under påskud af at have en klient med problemer, spurgte jeg en dag min fitnesstræner i det lokale center, hvor man kunne få hjælp, hvis man havde problemer med mad og var besat af sin vægt og tanken om slankekure. Jeg ved ikke, om træneren fattede mistanke om, at jeg selv var klienten, men hun gav mig et telefonnummer til en kvinde, der hed Becky.

 

Hun viste sig at være en moden og livserfaren dame med et langt misbrug af alkohol og mad bag sig, og det afspejlede sig tydeligt i hendes filosofi. Nu var hun lifecoach med speciale i at hjælpe sine madforstyrrede klienter. Hun lod mig ikke bruge tid på at forklare min destruktive adfærd, og hun brugte ikke tid på at lede efter en årsag. Hun hoppede heller ikke på mine forsøg på at virke afklaret og udviklet. Med andre ord gennemskuede hun mig – og min misbrugsadfærd – fra vores allerførste møde, hvor hun fortalte mig, at der ikke var nogen grund til at spilde hverken hendes tid eller mine penge og slet ikke nogen grund til at gå hos hende, hvis ikke jeg var 100% ærlig, arbejdede seriøst og fulgte hendes anvisninger til punkt og prikke mellem konsultationerne!

 

For mig var det lidt af en øjenåbner. Hvis jeg skulle lykkes med at ændre mit forhold til mad, krævede det først og fremmest en mental omstilling. Og med denne omstilling tog jeg det første, og vigtigste skridt på vejen til et sundt forhold mad. Og til mig selv.

 

Du kan høre hele historien, samt præcist hvilken mentalt omstilling, min redningskvinde Becky beordrede mig til, lige her:

<< Hop til historien om den mentale omstilling >>

(videon åbner i et nyt vindue)

Kan du genkende dig selv i min historie? Overvejer du om dit forhold til mad, muligvis saboterer dele af dit liv, eller tager for meget af din tid og energi?

Så prøv at spørge dig selv, hvad der ville ske, hvis du stoppede selvsabotagen lige nu?

 

Hvis du bare stopper alle de tanker og mønstre, du har omkring mad og spisning, uden at analysere på det først. Hvad ville der ske?

 

Og skriv endeligt dit svar, og dine tanker om emnet, i en kommentar herunder. Jeg læser det hele! Og hvis du har et spørgsmål så spørg endelig! Vær ikke genert.

 

Kh Sofia.