Close
Giv så lidt hjælp som muligt. 10 råd til gode sovevaner #7.
facebook pinterest twitter

Giv så lidt hjælp som muligt. 10 råd til gode sovevaner #7.

Avatar
sovecoachdk 13 januar 2013, 08:20

7

Når først barnet er puttet bør du tænke over hvilken form for hjælp du giver, så ikke din hjælp bliver en betingelse for at barnet kan lægge sig til at sove.

 

Børn forventer at falde i søvn på samme måde hver gang de skal sove, – også under de lette opvågninger i løbet af natten.

Jeg plejer at sammenligne det med hvis vi voksne lægger os til at sove i vores seng om aftenen…. så forventer vi heller ikke at vågne op  på badeværelsesgulvet, når vi midt om natten vender os i sengen. Vi forventer at vågne op på det sted vi faldt i søvn.

På samme måde er det for børnene. Hvis vi på en eller anden måde hjælper dem til at falde i søvn først på aftenen sker det ofte, at de undervejs i søvnen vågner helt op og har brug for, at denne hjælp bliver gentaget. Dette kan være rigtig irriterende, da børn gennemgår lette opvågninger hver 30.-45. minut natten igennem.

Derfor bør du tænke over, at den hjælp du giver i første omgang – altså ved puttetid er så lidt som muligt, er en hjælp, som helst foregår i sengen, samt at hjælpen er noget, som du på sigt kan trappe væk igen.

Det kan derfor være en dårlig ide at vugge barnet i søvn, amme det i søvn, ligge med det til det sover, køre det i søvn i bilen, hoppe det på en stor bold eller lignende – det er altsammen ting, der kan være svære at trappe væk igen.

I stedet kan du holde en hånd på barnets lår mens det ligger i sengen og evt. sige shhh shhh shhh. Disse kan lettere udfases og trappes væk efterhånden som tilliden til sengen og trygheden ved at vide, at vi som forældre altid vil være der, selvom barnet falder i søvn i sengen.

Kan barnet ikke trøstes i sengen kan du tage det op, trøste det og derpå lægge det ned igen, inden det sover.

 

De bedste hilsner

Jeanette Wegge-Larsen