Close
Hjææælp, børn uden trøsteredskab – på vej i institution!
facebook pinterest twitter

Hjææælp, børn uden trøsteredskab – på vej i institution!

Avatar
sovecoachdk 8 maj 2012, 13:04

Sut

Hvordan trøster man et barn, der hverken bruger sut, tommelfinger eller nusseklud/bamse?

Det kan være en stor udfordring at sende sit barn i institution, hvis det er ked af det og ikke har noget trøsteredskab til at hjælpe sig igennem den første tid. Derfor er det vigtigt for mange forældre, at lære barnet at bruge sut, nusseklud, bamse eller lignende.

Men hvad kan man gøre, hvis barnet ikke vil knytte sig til nogen af de gængse trøsteredskaber?

Allerførst er det vigtigt, at forældre og personale taler sammen og finder ud af, hvordan de bedst hjælper barnet. Det er vigtigt for personalet i dagpleje eller vuggestue at vide, hvad I gør derhjemme og hvordan I trøster barnet. Det kan også være en god information at vide, hvilke sange eller bøger I læser derhjemme osv.

Dernæst er det vigtigt, at barnet medbringer noget, som er hans eller hendes. Det kan være dynen, puden eller lignende, som lugter af hjemme og som barnet kender og forbinder med tryghed og det at lægge sig til at sove eller blive trøstet.

De faste daglige rutiner i institutionen/dagplejen er også med til at give barnet tryghed. Barnet vil hurtigt genkende dagens forløb og finde tryghed i genkendelsen. Personalet/dagplejeren kan ofte aflede barnet med at tale om ting, som interesserer barnet.

I starten er det en god ide, hvis det er den samme voksne, som tager imod barnet og er sammen med det. Det er også trygt for forældrene.

Til slut er det vigtigt at tro på, at det sagtens kan lade sig gøre, at trøste et barn uden at bruge sut eller lignende. Det handler om at være til stede og møde barnet med anerkendelse og forståelse. Og så skal man huske, at der som regel kun er tale om en kort periode, at barnet er ked af det. Når barnet mærker at de voksne omkring det er rolige og har styr på tingene, finder det trygheden i de nye omgivelser også.