Close
Refluks – Fra virkelighedens verden
facebook pinterest twitter

Refluks – Fra virkelighedens verden

Avatar
sovecoachdk 10 december 2013, 11:40

B80822611

Jeg har fået lov at dele denne kedelige, men desværre meget virkelighedsnære historie af Anna Langskov Lorentzen, som har haft refluks og de udfordringer, der knytter sig hertil tæt inde på livet. Jeg har valgt ikke at forkorte i indlægget, da jeg ved, at det desværre er virkelighed for rigtig mange, og jeg håber at både hun og jeg hermed kan være med til at skabe øget viden og fokus på refluks. Læs hendes historie her:

BAGGRUND:

I sidste uge faldt jeg endnu engang over Jeanette Wegge Larsens artikel om refluks hos babyer, og endnu engang blev jeg så glad for, at hun er med til at bringe fokus på et desværre meget overset fænomen hos babyer.

Jeg selv har haft det tæt inde på livet, da min nu 2 årige søn led af refluks fra han var spæd til han var over 1 år gammel. Han gylpede ikke voldsomt, som ellers er karakteristisk for refluks-børn, men til gengæld var det helt klart, at han ikke trivedes, spiste meget lidt og med ubehag, sov meget korte lure og som reglen snarere end undtagelsen vågnede med et skrig fra middagslure og nattesøvn.

FORLØB 0-12 MDR:

Jeg var på hospitalet med ham, da han var ca. 3 uger gammel. Min egen læge sendte os dertil, da hun også synes, at han havde såkaldte indtrækninger ved brystet, når han lå på ryggen. Jeg ventede på hospitalet i over 6 timer for at tale med en læge. Skæbnen ville dog, at han den dag også var en smule forkølet, og da lægen endelig tilså ham, blev jeg hurtigt affærdiget og sendt hjem trods ihærdig modargumenteren, fordi det jo sikkert var ubehag ved en tilstoppet næse min lille dreng var generet af. Første stempel som pyldremor var en realitet.

Tilbage stod jeg med en lille dreng, som stadig ikke trivedes, som vågnede med et skrig efter kun ca. 20 minutter fra sine middagslure. Hvis jeg fik penge for alle de gange, jeg har stormet hjem fra en gåtur med barnevognen, eller fra at have hentet hans storebror i børnehaven med et skrigende barn i barnevognen, ville jeg være en rig kvinde. Om aftenen var det det samme mønster. Jeg kunne putte en møgtræt dreng, for efter ½-1 time at stæse ind til en skrigende og grædende dreng, der absolut ikke ville ligge ned mere. Her hjalp det ham, når min mand og jeg havde ham liggende i vores arme og hoppede rundt på gulvet, så det gjorde vi naturligvis… i timevis hver aften!

Ved hver konsultation hos lægen blev problematikken forelagt, og forklaringerne var mange, jeg nævner i flæng umodent tarmsystem, kolik, forkølelse, ørerne etc. Og guderne skal vide, at vi har opsøgte mange eksperter udi ører, udi skæv ryg, etc. men lidet hjalp det.

Som han blev ældre afskrev vi kolik, nu var han jo langt over de 3 måneder, ørerne var blevet tjekket gennem en 3 måneder lang periode, og kiropraktor havde sagt god for en meget fin børneryg. Nogle dage og nætter var bedre end andre, hvilket selvfølgelig har mudret indtrykket, men generelt var billedet det samme.

EFTER 1 ÅR:

Til 1 års undersøgelsen var min søns vægt faldet voldsomt i forhold til sin normale vægtkurve, og vores læge indstillede os nu endelig til en konsultation på børneambulatoriet. Men selv ikke da var hun helt overbevist om, at noget var galt. Da jeg forelagde hende, at mine forældre havde indvilliget i at passe ham, når jeg skulle starte arbejde, i stedet for, at han skulle starte i institution var hendes kommentar nemlig ” at hun nu alligevel synes, at jeg skulle køre ham ind, for måske ville motion være godt for hans mave”. Jeg gik derfra paf og mundlam.

Vi fik en tid på hospitalet som lå 3 måneder ud i fremtiden! Det forekom lysår væk, så da symptomerne nu var blevet så voldsomme med tiltagende utilpashed og meget gråd hver aften – og efter jeg havde kimet vores læge ned en uge i træk – fik han – nærmest som en trussel fra vores læges side – endelig en akuttid på børneambulatoriet, og derpå blev vi indlagt til observation.

INDLÆGGELSE OG MISTRO:

Den første overlæge jeg talte med efter indlæggelsen spurgte, om jeg var klar over, at børn også drømmer – som om hun havde læst min journal, og ligesom så mange andre havde stemplet mig som pyldremor.

Det var først, da jeg gennem hele den første aften ringede på klokken hver gang han vågnede og græd, og en sygeplejerske kom og observerede ham, at nogen fik øjnene op for, hvor slemt det stod til. På det tidspunkt kravlede han nærmest op af mig i smerte, når han vågnede om aftenen og natten.

Sygeplejersken spurgte mistroisk om det var sådan hver nat, og det kunne jeg jo bekræfte, mens jeg hoppede rundt på den halvmørke stue med min søn i mine arme. Hun var målløs, og jeg var på grådens rand, fordi det pludselig forekom mig så enormt absurd og grænseoverskridende, at en anden skulle se på, mens min søn var i smerte. Sygeplejersken karakteriserede det som timelange skrigture, og skrev i journalen ”at det var voldsomt”. Her lærte jeg, at det ikke hedder gråd, men skrigture. Det kan læger bedre forstå.

ENDELIG BEHANDLING:

Dagen efter kom han på syrenedsættende medicin, og allerede døgnet efter kunne jeg mærke en effekt. Vi var indlagt i 4 dage og på 3. dagen lå han i sin lille tremmeseng og bare sov. Han sov og sov, og træt som et helt alderdomshjem burde jeg have gjort det samme. Men i stedet lå jeg der i hospitalsengen og tudbrølede. Jeg tudede af glæde og forløsning over, at min søn nu endelig kunne sove og ikke vågnede i smerter, men jeg tudede også af frustration over, at ingen havde lyttet til mig og taget mine forklaringer alvorligt. Og jeg tudede over, at hans smerter kunne være løst måneder tidligere med hjælp fra indholdet af blot en lille bitte pille.

EFTERSKRIFT:

Der er nu gået et år siden han kom på syrenedsættende medicin. Det er også lykkedes os at trappe ham ud af medicinen igen, og i dag er han en glad lille dreng, der trives. Han er også godt i gang med at indhente det, han kom bagud på grund af evige smerter det første år af sit liv. Min store dreng vågner nu, hvis hans lillebror græder om natten. I stedet for som tidligere at være vant til lyden af babygråd. Og min mand og jeg nyder at kunne bruge aftenerne på andet end det evige hopperi med et grædende barn. Det er alt sammen rigtig godt, og på den måde en succeshistorie.

Det piner mig dog fortsat voldsomt, at det skulle være så svært for en veluddannet og – mener jeg selv – nogenlunde velformuleret kvinde som mig, som altså ikke har hypokondriske tendenser, at trænge igennem til systemet. Igennem hele forløbet, samtaler med egen læge og diverse eksperter, familiebesøg, venner, der i bedste mening mente at vide bedre, har jeg ofte følt, at jeg talte en form for russisk, som ingen forstod, at jeg skulle kæmpe mod bedrevidende råd om, at det min søn havde brug for var konsekvens eller motion i daginstitutionen. Stemplet som pyldremor hang konstant over mit hoved som en sort sky. Dette til trods for, at det ikke var mit første barn, så man skulle synes, at jeg dog havde krav på lidt tiltro til min erfaring på feltet.

MIT BUDSKAB:

Hvis dit barn mistrives – uden at nogen præcist kan sige hvorfor – så kæmp og hold fast. Du bliver betvivlet og stemplet, men du er den eneste, der kender dit barns trivsel, og du er den eneste der kan og vil tage kampen op.

– Anna Langskov Lorentzen.

___________________

Hvis du vil læse mere om refluks kan du finde mere HER: http://www.sovecoach.dk/news/64-refluks-facts