Mor-konkurrencen

Billede første indlægDet er tirsdag formiddag, og A ringer: ‘Ved du godt at lille O skal begynde i børnehave på mandag og har sidste dag i vuggestue torsdag?’ Mig: ‘Shit!’

Egentlig er Lille O jo slet ikke stor nok til at begynde i børnehave. Måske er det derfor vi har fortrængt det. En anden grund er måske, at hun nu selv skal have madpakke med. Noget hun glæder sig meget til, men noget moren glæder sig knap så meget til. En tredje grund er måske slet og ret, at jeg er startet på nyt job, og A har alt for travlt på sit job for tiden. Vi er der, hvor vi lige akkurat kommer igennem dagene og ugerne med skinnet på næsen og et anstrengt smil på læben. Men så heller ikke mere. Der skal ikke ske ændringer i rutinerne, så ryger vi ud af kurs. Og at starte i børnehave er måske ikke så stort et skridt som at starte i vuggestue, men i min bog er det altså et brud i min rutine, så gisp!

A fortsætter: ‘De spurgte også, om hun ville dele noget ud. Det vil hun vel, ikke?’ Dobbelt-shit, nu skal der tænkes hurtigt. Mig: ‘Jeg sørgede jo for det sidst, det er din tur’.

Aftenen inden er der købt tre pakker figenstænger. Ved et forældremøde har nogle af de andre mødre fortalt mig om, at der på Pinterest er de fineste billeder, hvor man kan få inspiration til at lave frugtdelfiner og ninja-piratskibe-med-prinsesser-fra-Frost-og-noget-med-Star-Wars ud af vandmeloner. Det blev det ikke til – men figenstænger smager også godt, de er helt klart bare ikke ligeså fotogene som de hjemmebagte boller og frugtdyr, som vuggestuens Facebook-gruppe afslørede de andre børn havde fået med til deres afslutning samme dag som Lille O’s.

A kommer hjem og kigger på Facebookbilleder og konstaterer tørt: ‘Den konkurrence tabte jeg vist.’ Mig: ‘Du var slet ikke med i konkurrencen, den er kun for mødre’.

Genkendeligt? Temmelig mange mixed feelings. Et snært af dårlig samvittighed: prioriterer jeg ikke min datter højt nok, siden jeg spiser hende + vennerne af med figenstænger (de så nu ud til at nyde dem på billederne), når nu de andre har overskud til hjemmebagte boller; en virkelig god følelse af, at jeg ikke lod den dårlige samvittighed diktere mig (jeg stod jo netop ikke i mit ansigts fodsved kl 2 om natten for at gøre et frugtmonster færdigt); og en irritation over, hvad vi mødre gør ved hinanden (eller er det måske snarere, hvad vi gør ved os selv?). Hvorfor føles det som en konkurrence? Hvorfor er vi ikke bedre til at fortælle hinanden, at det er ok at slappe lidt af? Bedre til at fortælle hinanden, at det er SÅ ok at lave vilde ting ud af en vandmelon, men at det virkelig også er i orden ikke at gøre det? Og til sidst kommer der en lille undren: for hvis skyld gør vi det egentlig?