Fem ferietips fra mig til dig – rigtig god og afslappende ferie!

5 ferietips til en fantastisk ferie

Ferien banker på – herligt tænker du… og så måske alligevel ikke.. for igennem hovedet kan gå alt fra tanker om, hvordan I som nybagte forældre skal håndtere det at være sammen 24-7 med jeres lille barn, til hvad I skal have med på turen, hvis I skal ud og rejse til noget helt syvende.

For tankerne omkring det de fleste glæder sig til i hverdagen, ferien, kan være rigtig mange. Jeg har fem ting I kan overveje inden I holder ferie, for at få en ekstra god en af slagsen.

1. Flyver I på ferie?

Skal I længere væk og skal I ud og flyve? Hvis ja, så kan I komme ekstra godt fra start ved at amme eller give flaske både under start og under landing af flyet. Synkebevægelserne letter nemlig trykket i ørerne på en baby.

2. Pak kufferten med olier

I feriekufferten kan jeg klart anbefale at medbringe et aromaterapeutisk rejseapotek. Aromaterapeut og sygeplejerske Kerstin Rutschko har givet mig input til hvad I med fordel kan tage med…

♥ Den fede olie, calendulaolie er velegnet til at pleje tør og irriteret hud ligesom den er velegnet ved bleeksem og svamp. Og den er helt genial til røde numser.

♥ Hydrolat (blomstervand) af den romerske kamille er en fin hudspray, der virker lindrende ved alle akutte hudproblemer, udslæt. Den er mild desinficerende og helende ved småsår og rifter. Den er betændelseshæmmende og kølende. Ja, den kan endda bruges ufortyndet i munden ved tandproblemer, blister og betændelse. Desuden virker den beroligende – eksempelvis ved søvnproblemer, uro og angst. Psykisk er den også meget effektiv ved hyperaktivitet. Ligesom uro i maven og mavekramper kan dæmpes med denne hydrolat (barnet må gerne sutte på en finger fugtet med hydrolat).

♥ Æterisk olie af lavendel fin er et must i kufferten. Denne allroundolie kan bruges til næsten alt, hvis I er ok med at bruge en æterisk olie. Den skal fortyndes med en fed olie (for eksempel calendulaolie eller ren mandelolie (1 – 2 dråber per 50 ml.). Lavendel fin er beroligende, søvnfremkaldende – ved overaktivitet (dryp en dråbe på hovedpuden). Den er også god som hudplejeolie. Det er ikke for ingenting, at den bliver kaldt for en førstehjælpsolie ved hudforbrændinger og den er god til insektbid, vabler og bleudslæt.

♥ Ved akutte hudlæsioner, småsår, rifter osv. er det godt at starte med kamillehydrolat, da det desinficerer mildt med det samme. Efterfølgende skal huden hele og plejes og der er lavendelolie blandet i en fed olie bedre. Men lavendelolien kan sagtens blandes i et hydrolat, hvis du vil undgå at fedte rundt med en basisolie. Begge dele er ok – det er nok mere en smagssag hvad der passer til jeres familie.

♥ Til deciderede maveproblemer anbefaler aromaterapeut og sygeplejerske Kerstin Rutschko kamilleté eller anis/fenikkelté som færdigblanding.

Du kan også vælge at købe færdige blandinger af calendulaolie og hudpleje-babyprodukter – det er helt op til dig!

I forhold til æteriske olier er det vigtigt at understrege kvaliteten er altafgørende. Vælg et kendt mærke (og ingen æteriske olier fra udlandet, da der er risiko for fusk eller uægte varer). Vær opmærksom på datoen, så du slipper for gamle olier. Gamle olier bliver harske og er decideret sundhedsskadelige. Gå helst efter økologiske olier. Det kan godt betale sig, når du har med helt små børn at gøre. Forureningen kan være stor i olier af ringe kvalitet, så gå altid, altid efter kvalitet.

3. Vådlæggerlagen – en genial opfindelse!

Invester i et vådlæggerlagen og lad det være en del af indholdet i feriekufferten. En baby ved ikke noget bedre end at ligge med numsen bar – bleer er ikke opfundet af babyer!

4. Slap af, tag den med ro og hyg jer – også når det er hektisk…

Det vigtigste på ferien er nok at huske at tage den med ro, nyde at I har hinandens selskab mange timer hver dag. Sørg for alle laver noget de holder af på ferien, så alle kommer hjem med nyopladede batterier og er klar til hverdagen igen.

5. Godt humør – smil smitter…

Her var mine bedste ferieråd. Jeg håber du kan bruge nogen af dem. Nu er jeg så nysgerrig… har du allerede rejst med din baby eller dine børn? Hvad er dine erfaringer med det? Og vil du dele dine bedste tips til en vellykket ferie med småfolk med os andre?

Herfra vil jeg gerne ønske dig og din familie en rigtig god sommer – nyd den og hinanden!

Kærlig hilsen BabyZoneterapeut Helle Munk