Moster kommer på besøg – bliver du bekymret?
Kender du det?
Weekenden nærmer sig og din moster har meldt sin ankomst. Før du fik dit første barn elskede du bare, når hun kom – men nu er du ikke helt så sikker…
For din ellers dejlige og elskelige moster har en mening om alting og det er hun ikke alene om. Antallet af mennesker der ved lige præcis hvad du skal gøre og hvad der er bedst for dig som mor og for din baby… ja, dem er der mange af!
Sidste weekend var det din faster, der var på besøg og selvom det er mange år siden, at hun har haft små børn, og meget har ændret sig siden, så gav hun dig alligevel et hav af gode råd.
Jeg kender en mor, der fortalte mig, at hun havde haft besøg af netop hendes faster. Den dag var hendes lille barn snottet og fasteren havde underholdt med, at kamillete var et evigt saliggørende middel. Moren havde siddet og vidst, at i dag er der mange fagfolk der siger, at forældre skal være påpasselige med at give barnet for meget kamillete, da det er under mistanke for at øge sandsynligheden for at kunne give allergi senere i livet…
Alligevel fandt moren sig selv i køkkenet i gang med at lave kamillete til babyen 10 minutter senere… og da fasteren var gået bankede hun sig selv oveni hovedet, for ”hvorfor gjorde jeg det”? ”Hvorfor sagde jeg ikke fra og lyttede til min intuition i stedet for”?
Om det er din moster, din faster, din mor eller far, din svigermor eller svigerfar eller helt andre familiemedlemmer eller tætte venner – det er underordnet. For de mange velmenende råd og spørgsmål efterlader mange forældre med følelsen af ikke at være god nok.
Kender du det?
– Hvis du kan klare bare et godt råd mere, så er et fra mig…
Tak folk for deres gode råd, for de mener det som udgangspunkt godt, men…
Gør altid hvad du føler er det rigtige for din baby og dermed for din egen lille familie!
Husk på, at det er dig, der kender dit barn bedst. Lyt til din intuition, og følg dine helt sikkert gode fornemmelser. Det vil både du og dit barn have størst glæde af.
Google har svaret – eller har de?
Udover moster og faster og alle de andre der ved en hel masse, så er der Google. Google kan give svar på mange ting og jeg oplever mange forældre i et væk søger på Google. Jeg møder rigtig mange i mit job som babyzoneterapeut, der er forvirrede og set med mine øjne alt for bekymrede.
Og på samme måde som familien kan puste til ens usikkerhed som mor og far, så kan Google gøre det samme.
Jeg oplever forældre der har søgt løs på Google og fundet svar – og måske det svar de gerne ville have, men ikke det svar de skulle have haft.
Set med mine øjne er det fint og sundt at lade sig inspirere. Men det er noget hø, når det er Google der bestemmer hvad er rigtigt for dig som mor eller far.
Jeg foreslår du starter et helt andet sted end hos familien eller Google!
Sæt fokus på alt det gode der er ved at være blevet forælder. Skriv det meget gerne ned. I langt de fleste småbørnshjem går det godt med den lille ny 80% af tiden – mange gange mere – men alligevel er det de sidste 20%, der får lov til at fylde 80% af tiden. Lidt ligesom det er i mange af livets andre forhold.
Så sæt dig ned og skriv alt det gode ned ved at være blevet forælder. Gør det sammen med din mødregruppe eller din mand eller kæreste eller en anden der står dig nær. Lad dig endelig inspirere, men hold fast i hvad du selv synes. Hver gang du kommer i tanke om mere – så tilføj det på listen. Den liste er guld værd for dig. Tag den frem når du bekymrer dig og sig… det skal nok gå alt sammen. Det gælder om at holde fokus på alt det gode du har og oplever og så har magien med at ske, for det vi fokuserer på – det får vi mere af.
Og husk det så – det er dig og kun dig, der kender dit barn bedst!
Hvad tænker du?
– Hvad er det gode for dig ved at være blevet mor?
– Og har du oplevet at bekymre dig?
– Eller få gode råd du gerne ville have været foruden?