Suttens historie, fordele og ulemper
Hvordan har du det med sutter? Bruger din baby eller barn sut eller er det noget I, eller jeres barn, har valgt fra?
Sutter er virkelig noget der kan skille vandene mellem folk. For nogle forældre er det meget afgørende, at deres baby bruger sut, mens det for andre er noget de helst er fri for.
Jeg har tit tænkt, at det ofte er sådan at hvis babyen elsker sutten, så er forældrene ved at få pip af den og hvis babyen nægter at tage sut, så er forældrene helt syge efter at netop deres barn bruger sut.
Sådan er livet så finurligt nogen gange!
Jeg tror det er vigtigt at fokusere på fordelene, hvis din baby er glad for sut og det samme, se på fordelene, hvis det omvente er tilfældet, at din baby ikke vil tage sut.
Som du ved, er der altid en forside og en bagside af enhver medalje – jeg vælger her at se på forsiden – og i dag med fokus på hvorfor sutter slet ikke er så tossede endda.
Men inden fordelene ved sutter kommer på bordet, så lidt om suttens historie.
Suttens historie
Vi skal ikke mange generationer tilbage før barslen, den tid en kvinde fik ro med sin baby, var på blot 40 dage – altså lidt over en måned.
Når en mor efter de 40 dages barsel med amning 12 – 20 gange i døgnet genoptog arbejdet i huset, stalden eller på marken, så fik babyen vælling eller ”sut” af bedstemor eller storesøster.
Barnet pattede på ”sutten”, også kaldet en pattedolk eller en patteklud, og fandt ro i det.
Sutten var lavet af en klud med tygget brød eller grød i.
Gifte mødre ammede deres børn i et, to eller tre år.
”Sutten” blev givet fra de var et par måneder og var et supplement til denne amning – ikke en erstatning.
Når de små kunne sidde på skødet, fik de tygget mad til måltiderne.
Omkring år 1900 angreb lægerne denne måde at opflaske børn på som følge af ny lægeviden og et ønske om rationalisering.
Ud fra princippet om de tre r’er; ro, renlighed og regelmæssighed skulle de små nu kun have bryst, altså mad, på klokkeslæt, hver fjerde time.
Narresutten kom her for alvor på banen, for at få fred, når forældrene ikke måtte give bryst efter behov og de heller ikke måtte bruge de uhygiejniske patteklude.
Resultatet af regelmæssighed og narresut betød færre ammende mødre og en kortere ammeperiode.
Det gik især stærkt fra cirka år 1940 hvor flere og flere mødre fødte på hospital eller klinik og her blev påtvunget ”regelmæssigheden” i måden de gav deres baby mad på.
Meget har ændret sig frem til i dag og tingene bølger hele tiden frem og tilbage, men når nu sutten rent faktisk er her, så lad os, som lovet, se på nogle fordele ved den.
Fordele ved at bruge sut
- Den kan være god for din baby, hvis han eller hun har mavebøvl, da den sætter gang i peristaltikken – altså tarmbevægelserne.
- Sutten er ofte en babys bedste ven i nøden og den kan give trøst – rigtig tit øjeblikkelig trøst.
Fordele ved ikke at bruge sut
Hvis din baby nægter at tage sut, så husk at fokusere på fordelene ved det.
- Du slipper for at skulle op om natten, når din baby taber sutten for hvem ved hvilken 117 gang – og bliver ked – og du så igen skal kravle rundt i mørke for at lede efter sutten og sætte den i munden på din baby igen.
- Derudover slipper du også for at skulle vænne dit barn af med at bruge sut – hvilket for nogle forældre udvikler sig til en kamp på viljestyrke i superklassen.
Hvad syntes du om sutter
Måske har du nogen helt andre erfaringer end jeg? I så fald må du meget gerne dele dem…
- Hvilke fordele har du oplevet, hvis dit barn bruger sut?
- Hvilke fordele har du oplevet, hvis dit barn klarer sig uden sut?