De første tanker efter en positiv test

Okay… Det er nu ca. 10 uger siden at testen var positiv (onsdag 12. juli, 2017). Jeg var helt målløs. Jeg kunne ikke forstå det. Det jeg havde drømt om så længe, og så var den bare positiv. Jeg ringede til J som den første. Jeg græd af lykke. Ih altså hvor var jeg glad. S, my babydaddy, skulle vide det med det samme. Jeg gik i bad, og kørte ned til ham på job efterfølgende. Turen ned til ham var lang, og jeg kørte måske lige lidt, bare lidt, for stærkt. Da jeg kom derned var jeg nervøs. Hvordan ville han tage det?

Ville han overhovedet blive glad? Han vidste det jo godt lidt i forvejen. Jeg rystede og fik sagt at han skulle være far. “Spændende” sagde han. Okay? Jeg blev faktisk lidt skuffet og ked af hans reaktion. Min kære og elskede babydaddy er fuldtidsfisker, og jeg fik da selvfølgelig et kram og et kys, men så begyndte han at snakke om krabber.

Han ville vise mig hvor mange de havde i deres køle-dims (…Ja jeg kalder den køler-DIMS, fordi jeg hadet den i øjeblikket). Jeg kunne ikke holde til lugten, så jeg kiggede kun hurtigt fra en god afstand. Jeg havde nok regnet med mere reaktion fra hans side, men jeg tror han blev ligeså målløs som jeg var.

De følgende 2 uger gik min mind-set helt amok: Jeg var ikke glad, men derimod pisse hamrende bange (undskyld sproget). Hvad hvis det var tvillinger? Hvad hvis jeg er for ung? Kan jeg/vi overhovedet finde ud af det? Hvad hvis bebs sidder uden for livmoren? Hvad hvis nakkefoldsscaningen siger at der er tegn på Downs? Hvad hvis S og jeg ikke kan holde til det, og går fra hinanden? Jeg vil ikke være ham foruden bare fordi vi (eller rettere jeg) ikke kunne vente med at skabe familie. Så vil det hele være min skyld. Hvad hvis barnet bliver allergisk overfor hunde? Så skal vi af med I, min elskede bebs på 4 ben – det kan jeg slet ikke overskue. Jeg kan slet ikke undvære hende. Har jeg været ung nok?

Jeg var trist, og det gjorde mig nervøs – hvad hvis vi valgte forkert? Da jeg fik den tanke fik jeg tårer i øjnene. Det var derudover også ret svært at forblive positiv når jeg var overdrevet træt HELE tiden. Jeg havde kvalme og kastede allerede op. Jeg var allerede startede med at få bumser mærkelige steder og kunne ikke komme af med min afføring. Udover det så havde S og jeg ikke haft sex siden undfangelsen – der gik hele 24 dage inden der skete noget overhovedet. Jeg turde næsten ikke have sex med ham. Hvad hvis det gjorde ondt, eller at der skete bebs noget?

Jeg orkede heller ikke at fortælle flere af mine veninder om det. Jeg kunne ikke overskue alle de følelser og spørgsmål, kram, og opmærksomhed. Jeg ville bare gerne være i fred.

Det lyder alt sammen helt forfærdeligt, men når jeg nu læser tilbage på mine tanker, så kan jeg ikke forstå at jeg havde det sådan. Gad vide om det har været hormoner? Det tror jeg. Jeg kan ikke genkende mig selv i de tanker jeg har haft, og den dag i dag er både S og jeg overdrevet lykkelige. S glæder sig næsten mere end jeg lige pt. Det er nu ikke fordi, at jeg ikke glæder mig, men jeg nyder også, at jeg for en stund bare kan være ”K”. Jeg nyder at kunne gemme maven lidt endnu, for det vare ikke længe før den er meget synlig.

Jeg nyder at folk ikke tager hensyn endnu, og jeg nyder bare at være mig – bare lidt endnu.

billede til blogindlæg