Førstegangs-“lyn”-fødsel

Ja… Det er noget tid siden jeg sidst har skrevet et indlæg…. MEN jeg har en rigtig god grund! Dagen efter, at jeg lagde mit sidste indlæg på bloggen, fødte jeg en skøn lille dreng. Han kom altså til verden ved 38+1, d 9 marts 2018.

Først og fremeste vil jeg lige nævne dette: Alle siger “det sker ikke som på film”. JO. Det gjorde min fødsel!

Gennem fødselsforberedelse og jordmoder-konsulationer får man fortalt, at kun 10 procent af alle fødsler sker ved vandafgang – “og det sker slet ikke som på hollywood-film” – altså med et ordenligt plask… Men sådan startede det altså herhjemme. Natten til fredag, 01.30, rejste jeg mig fra sofaen for at gå i seng. Jeg skulle selvfølgelig lige forbi toilettet for at “tisse af”. Da jeg rejser mig fra toilettet så kommer der et ordenligt PLASK, og hele gulvet er plasket ind i vand. Der var fostervand OVERALT. Det kom vildt bag på mig – netop fordi jeg havde fået fortalt, at det sker næsten aldrig. Jeg var faktisk total i chok og stod egentlig bare helt stille i nogle sekunder. Da det gik op for mig hvad der var sket, prøvede jeg at tørre vandet væk med papir – der var tegnblødning på, og det blev ved med at vælte ud af mig.

“Skaaaaaaat…..? Jeg tror vandet er gået” små-råber jeg ind til S, som selvfølgelig lå og sov. Han kommer ind på toilettet og kigger på mig, og små-griner. Hvilket jeg godt kan forstå. Jeg stod med trusserne ned om anklerne, med toiletpapir i hånden, vand OVERALT og kan forestille mig, at jeg så meget forbløffet ud. “Hvad er det nu man skal gøre når vandet går?! Jeg kan ikke huske det” spørg jeg forvirret S. Igen: de 10 procent havde gjort, at jeg slet ikke havde fokuseret på det til fødselsforberedelse eller “hjemmelæsning”. Jeg havde SLET IKKE regnet med det. Jeg får ringet til fødegangen og får en snak med dem.

“Få et bad og kom stille og rolig ind til os. Så får vi jer (baby og jeg, selvfølgelig) tjekket”.
Super. Både S og jeg tog et bad. Vi var begge helt rundt på gulvet, og grinte af hinanden. Vi fik lavet en kande kaffe og pakket bilen, bare for en sikkerhed skyld, og kørte så afsted til fødegangen – tænk… nu var bebs altså på vej.

Klokken 03 er vi på Kolding Sygehus. Selvom jeg havde taget baby-bleer i trusserne som “bind”, så var der vand OVERALT. Det væltede stadig ud, Lad os bare sige at det var RIGTIG godt, at vi havde læderbetræk over sædet i vores spritnye bil! Jordmoderen tjekkede både jeg og bebs. Jeg var 2-3cm åben, og hun spurgte om hun skulle lave en hindeløsning. Nu var hun jo allerede deroppe, så det kunne hun jo lige så godt. Hun spurgte om vi ville blive eller tage hjem. Jeg havde ikke sovet, så i håbet om, at det kunne lade sig gøre tog vi hjem igen. Vi ramte matriklen ca. klokken 03.00 og gik begge i seng. Jeg fik dog ikke sovet meget, da veerne stille og rolig begyndte at melde sig. Klokken 07.30 vækker jeg S, og siger han skal se, at komme op og få noget at spise.

Herefter gik det stærkt – det føltes i hvert fald sådan!
klokken 7.30 begynder jeg at time veerne. Klokken 9.00 ligger jeg på briksen på Kolding Sygehus. Allerede ude på parkeringspladsen siger jeg til S, at jeg har lyst til at gå på toilet – presseveerne er altså på vej. Klokken 10.00 melder presseveerne sig. De er dog ikke lange nok. Jordmoderen ville have haft mig til at presse ca. 3 gange på en ve. Jeg kunne kun 1-1,5 gang. Jeg fik derfor et ve-stimulerende drop, skruet op på næsten maks, og klokken 12.13 fødte jeg en lille skøn og meget køn dreng på 52 cm og 3950 g (jeg er meeeget glad for at jeg ikke gik til termin – tænk en basse der så ville have været kommet ud).

Meget kom bag på mig under hele dette forløb. Faktisk var jeg meget overrasket over hvor stærkt det hele gik. Jeg havde selvfølgelig tænkt over hvordan jeg gerne ville havde haft det til at gå. Det var mening, at min mor skulle have været med til fødslen – det kom hun ikke. Hun var i sommerhus med min far 2 timer væk. omkring klokken 11.30 er hun på sygehuset, men der havde jeg ikke overskud til at “lukke hende ind”. Jeg havde derudover et ønske om ikke at få medicinsk smertestillende. På vej derind siger jeg dog til S: “FUCK alt hvad jeg har sagt! Glem det. Jeg skal bare have alt hvad jeg kan få”. MEN! Da vi så kommer ind på fødestuen er jeg allerede så åben, at jeg ikke må få noget. Jeg fik en SKIDE varmepude i 5 minutter og så startede presseveerne, så det var ikke til meget hjælp. Set i bagspejlet fik jeg mit ønske opfyldt, men puha hvor gjorde det altså bare ondt!
Jeg er S evigt taknemlig! Han stod ved min side under hele forløbet, og selvom han ikke følte, at han var til meget hjælp, så var han det. MEGET! Jeg var faktisk så udmattede til sidst, at S holdte mig i den stilling jordmoderen ville have mig til at presse i.

Her, ca 1 måned efter, sidder jeg og tænker tilbage. Jeg er imponeret over min krop og mig selv. Jeg er imponeret over, at det i det hele taget kan lade sig gøre. Jeg er stolt af S. Jeg er overvældet af alle de følelser det bagte med sig – både på ondt og godt.  Dog er jeg også stadig en smule målløs, og det hele virker så fjernt. Tiden på sygehuset (vi var indlagt 5 dage efterfølgende pga problemer med amningen og gulsot) virker som noget man har set på film. Det hele virker lidt som en drøm man engang har haft.

 

Det virker som noget der egentlig slet ikke er sket, men det er det jo: for her sidder jeg, sammen med min skønne søn sovende på min mave.