Hvor blev tiden lige af?!

Tiden flyver. Nøj hvor den flyver pokkers hurtigt. Det gælder i alle sammenhænge. Nogengange må den godt bare gå i stå: I takt med, at graviditet skrider frem, hurtigt, mister jeg samtidig tiden med en elskede. 

 

Hvor er tiden lige blevet af?! Det er efterhånden 100år siden jeg sidst skrev et indlæg, men føler det som var det i sidste uge. Det samme gælder graviditeten. Sidst jeg sådan RiGTIG opfattede, hvor langt jeg var henne, var jeg i uge 20 – Ja, halvvejs. Det husker jeg tydeligt. Allerede dengang var jeg overrasket over hvor hurtigt tiden var gået.

Idag er jeg 31+4, med 59 dage til termin! 59 DAGE TIL TERMIN?!?! DET ER ALTSÅ KUN 8,5 UGE! Jeg er helt i chok over at det faktisk er “lige om lidt”… Jeg har altid været af den opfattelse, at en måned ikke er lang tid (og en uge er ingenting) så for mig er der VIRKELIG ikke lang tid til termin!

Hvad er der så sket siden graviditetsuge 20?, tjah….. jeg er blevet en hval med store fødder og fingre. Mine knæ gør ondt. Min ryg er ved at slå mig ihjel dagligt. Jeg kan ikke længere være i store selvskaber, hvor der sker for meget (hvilket jeg vil skrive om i et andet indlæg). Jeg kan ikke lide, at se på mig selv, sveder hele tiden, sover dårligt og er generelt ved at være godt træt af, at være i min krop! MEN det er helt ok, så jeg er også begyndt at mærke bebs dagligt – og det er det hele værd. Tanken om det lille væsen, og alt den kærlighed jeg allerede har for h*n, gør at det er meget nemmere, at komme igennem dagens udfordringer.

Idag er jeg LYKKELIG for, at jeg er en “planlægger og kontrolfreak”. Har fra starten sagt, at jeg ville have værelset næsten-færdig i start-december. TAK K! Bare tanken om, at skulle rende rundt og samle møbler og slæbe rundt nu…. bvaaardaargh! Jeg havde taget højde for, i planlægningen, at jeg måske ikke kunne meget nu. For ikke at forsvinde i babyboblen, (hvilket er meget nemt!) har jeg fokuseret på at komme helskindet gennem mine eksaminer. Det har egentlig været en kamp i sig selv: Sagen er nemlig den, at min farmor er MEGET syg. Hun har hele 9 cancer-knuder forholdvis inde i hjernen og hjernehinden, og hun holder nok ikke længe ifølge lægerne. Derfor har december, og meget af januar, handlet om hende. Jeg har nydt, og vil nyde, at bruge så mange timer med hende som det er muligt. Vi håber alle, at hun vil være ved os når bebs melder sin ankomst – men nu ser vi – for, for hende er 56 (måske 66) dage meget LANG tid. MEN hun er stædig, så fandens stædig, og det kommer os måske tilgode denne gang.

Som vi alle siger i familien: “ukrudt forgår ikke så let“.

Nu lyder jeg måske en smule kold og ufølsom, når jeg skriver sådan om min dødsyge farmor. Faktum er desværre bare sådan, at jeg er NØDT til at se sådan på det. Jeg må fokusere på nu’et og elske øjeblikket. Jeg må tage mig i, ikke at ønske, at tiden skulle gå hurtigere. Jo, bebs ville så ankomme “hurtigere” hvis tiden fløj afsted – men så vil jeg samtidig også miste min farmor “hurtigere”, og det ønsker jeg ikke.