Ikke længere mig – hende der den gravide veninde

201a4249b335cafc72a527e1d75d8627--my-pregnancy-pregnancy-humor

Det er åbenbart gået op for alle andre at der er et lille væsen inde i mig.. men det et er altså ikke gået op for mig endnu.

Det eneste der rigtig påvirker mig er alle de praktiske ting der skal og er blevet sat i sving. Jeg er så småt begyndt at købe ting, har ansøgt dispensation ved mit studie – næsten, skrevet huskelister, undersøgt fødselsforberedelse – men DET ER IKKE GÅET HELT OP FOR MIG ENDNU AT JEG SKAL VÆRE MOR (Bare det at skrive den sætning – det følelses uvirkeligt og meget mærkeligt. Ja, faktisk næsten helt ubehageligt)

Jeg skammer mig over at tænke som jeg gør, men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere, at jeg ikke længere bare er K. Mine veninder ser mig ikke længere bare som K – hende de kunne pjatte med, drikke med og snakke med om alt. Nu er jeg blevet hende den gravide. Hver eneste gang jeg bliver kontaktet af dem handler det om min graviditet: “Hvordan går det med maven?”, “Se lige den her video om babyer der snakker”, “Hør lige det her om min gravide veninde! Hun oplevede at bla bla bla….” “Læs lige den her artikel om fødsler”, “Se lige den her barnevogn!”, “Hvordan går det med maven?” “hvordan går det med maven?” “hvordan går det med maven?”

Jeg er kommet med et standardsvar “Det går fremad” og tilføjer et smil, men jeg hører knap nok hvad de siger. Ih, hvor jeg dog skammer mig over denne tanke. Jeg ved det er en proces man skal igennem. Jeg ved, at jeg nok skal komme i mål, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare kunne glæde mig over deres kærlighed. De gør det jo udelukkende i god mening. Jeg ved godt de bare ønsker mig det bedste og det elsker jeg dem for, men jeg ville bare sådan ønske, at jeg ikke ALTID skulle være hende den gravide – Er der mon nogen der har erfaring med at konfrontere veninder/familie/andre med denne følelse? Kan det virkelig passe at jeg skal lægge låg på deres glæde?

Jeg tror ikke det er en unormal følelse at have, men gud hvor ville jeg ønske jeg kunne komme over den og bare glæde mig over deres kærlighed.