Close
Mor, far og baby…. og fødselsdepression.
facebook pinterest twitter

Mor, far og baby…. og fødselsdepression.

studieogsutter 16 august 2018, 22:58

Hej igen. Så er jeg tilbage. Jeg havde en forventning om hvordan det ville være at komme hjem med lille baby. Jeg havde forventet lille lykkelig familie. En dejlig babybobel….. og ikke mindst havde jeg forventet, at jeg skulle blogge ofte. Det har jeg ikke fået gjort. Nu er jeg klar. Nu ”siger jeg det højt”. Hej mit navn er K, og jeg har en fødselsdepression. Det blev ikke til mor, far, baby og lykkelig babybobel. Det blev til inderligt psykisk smertehelved, gråd og ugidlighed.

Man skal ikke tro at det altid er ren lykkerus at få barn. Man skal ikke tro,at det altid er lykke, putte og caféture. Det er benhårdt arbejde. Det kan være søvntortur, og jeg har aldrig oplevet at være så træt, som siden baby M kom til verden. Der er så meget der spiller ind, når man får en lille baby. For det første ændrer kroppen sig gevaldigt. Min gjorde i hvert fald. Jeg er blevet flommet og slasket. Jeg er blevet en størrelse, hvor jeg ikke længere kan shoppe i normale butikker. Jeg har fået strækmærker ALLE steder (Jo ALLE), og jeg kan heller ikke passe mine fingerringe.

 

 

For det andet så sker der noget i hovedet. Længe før baby M overhovedet var på tale, kunne jeg forstå båndet mellem barn og mor. Jeg har kunne sætte mig ind i hvor dejligt det har måtte være, men jeg har aldrig sådan rigtig kunne relatere til det. Det er først rigtig gået op for mig for nogle uger siden, at jeg er altså en mor. En mor. Altså sådan en kvinde der har skabt liv. Jeg er en kvinde der gennem 9 måneder har vokset et lille væsen i maven, hvorefter jeg har presset det ud i smerte og skrig (…selvom jordmorderen sagde jeg ikke måtte – skrige altså). Hele den proces og oplevelse påvirker sindet på en måde, som jeg end ikke helt kan forklare.

Til at starte med så fodstod jeg det egentlig ikke helt. Hvor kom den baby fra? Hvornår kommer der nogen og henter den? Det gør så inderligt ondt at vide, at det burde være magisk, men det ikke er det. Jeg følte ikke at baby M var min. Jeg skammede mig når folk spurgte: ”Er det ikke fantastisk at være mor?”. Jeg svarede ”Jo”, men jeg mente det ikke. Jeg kunne ikke mærke det. Det ramte mig hårdt, på trods af at jeg udemærke godt viste at det var HELT normalt. Det var hårdt at se alle andre elske det lille væsen så højt. Jeg gjorde bare ikke. ”Hvad var der galt med mig?”, ”Tag dig dog sammen!”, ”Var det en fejl at få en baby”, ”Jeg bliver aldrig mig selv igen!”, ”Du er en lorte-mor”, ”Hvorfor fanden skulle S være sammen med dig? Du ligner jo lort”. Jeg havde forberedt mig selv: ”Husk nu: Måske får du ikke et sus i maven. Måske elsker du ham ikke med det samme. Husk det nu!”… Jeg viste det jo godt, men for pokker hvor gjorde det utroligt ondt. Det var hjerteskærende. Jeg sad med den her lille baby i armene. Han var smuk. Han var dejlig. Han var helt perfekt, så hvorfor kunne jeg dog ikke elske ham? Hvordan kunne jeg dog kigge på det lille menneske og ikke blive rørt bare det mindste? Hvad var jeg dog for et menneske?

Jeg var hård ved mig selv. Det er jeg nu stadig, men jeg prøver så vidt muligt, at ignorere den indre stemme. Jeg prøver at ignorerer den når den fortæller mig, at jeg er utilstrækkelig, klam, ulækker og et dårligt menneske – det lykkes oftere og oftere med tiden.

Heldigvis har jeg en rigtig god sundhedsplejerske. Hun fik sat mig i en kognitiv terapi-gruppe, og det har givet mig nogle gode værktøjer. Nu mangler jeg bare at få den sidste professionelle hjælp. OG heldigvis er mor-følelsen kommet. Jeg er imponeret over naturens indretning. Det er så stærke følelser der er på spil, at jeg vil vove at påstå, at det kun opleves mellem barn og mor. Det er så stærkt, at jeg ville til hver en tid ofre mit liv for baby M. Jeg vil til og med påstå, at jeg vil slå ihjel for ham. Han er en pestilens, og han kan gøre mig tosset og frustreret, men han er mit et og alt.

Det skal lige siges, at en af de følger af fødselsdepressionen er, at jeg ikke husker så godt. De første uger efter fødslen, hvor det var allerværst, husker jeg intet. Jeg kan ikke huske at jeg har lagt hud-til-hud med ham (til trods for at S siger jeg gjorde det meget). Jeg kan ikke huske hvordan han var. Jeg husker INTET. Det gør ondt at glemme. Jeg føler, at jeg har tabt noget. Jeg føler mig snydt: hvor var min magiske baby-bobel?! Jeg har ondt af mig selv og er i sorg. Min lille bitte baby er væk. Hvem har taget ham? Hvordan får jeg det tabte tilbage? Jeg prøver at nyde ham i fulde drag nu, og indhente det jeg missede i de første måneder af hans levetid. Det er bare svært. Han gider jo ikke ligge hud-til-hud med mor hele dagen, og han gider da slet ikke ligge og putte og blive vugget – i hvert fald ikke i mere end 5 minutter af gangen.

Om lidt bliver baby M 6 måneder. Han er blevet så stor og selvstændig det lille pus. Jeg har accepteret at jeg har/havde en fødselsdepression. Så langt er jeg da kommet, men hvordan indhenter jeg det tabte? Det er hjerteskærende at vide, at for hver dag der går, vokser baby M, og han bliver mindre og mindre min lille baby. Jeg kæmper med det sidste. Der er nok lang vej igen, men jeg er på vej i den rigtige retning.