All Inclusive Nat Buffet er genåbnet!

Amning, natteamning

Noget om amning om natten

Ej men altså. Prøv-nu-lige-og-hør-her. Da Nellie var 9 måneder besluttede vi, at det var på tide, at lukke ned for den evigt åbne All Inclusive Nat Buffet – aka AMNING. Jeg havde diverse spændinger i nakke og ryg, var træt og faktisk også begyndt at være temmelig grumpy. Og så virkede hun oven i købet ikke særlig sulten. Det var ligesom bare blevet en vane at stikke baby patten, når der kom et lille pip fra hende om natten.

Far tog over

Faren tog over, rykkede sig selv og Nellie ind på et andet værelse, – og tog kampen. De første 3 nætter var temmelig forfærdelige for (nok især) mig, da jeg kunne høre skrig og skrål og Nellies utilfredse, jamrende og ulykkelige mor-abstinens-lyde. Det holdt hårdt! Men jeg stod imod trangen til quick fixes (altså babs i mund) og blev inde i soveværelset. Med ørepropper. Og lukket dør. Og pude over hovedet.

Selvfølgelig gik det over. Det vidste jeg jo godt fra Lucca, vores førstefødte, som gik igennem det samme for 10 år siden.

Efter en måned sov Nellie pludselig igennem, men HVIS hun vågnede, var det fortsat far, der tog hende, så hun ikke skulle relapse og få skøre ideer om babsi.

Og moren her? OVERSKUD! Jeg var pludselig ikke længere en bleg zombie, der kun kunne tænke på søvn. Jeg var frisk, glad og følte nærmest en boblende triumf! At gå i seng om aftenen var en vidunderlig følelse for jeg VIDSTE, at skulle hun evt. vågne, så var det ikke mig der skulle op. Jeg begyndte ligefrem at læse skønlitteratur igen. Og det siger ikke så lidt. Det ved enhver mor i samme situation.

Ha! HA! HA! Hvem var det lige der relapsede i sidste ende? Hvem var det, der fik skøre ideer? Hvem handlede helt på instinkt, og nulstillede hele triumfen så snart den kære far ikke var der mere? MIG. Jeg tror dårligt nok jeg kæmpede imod. Jeg var bare træt, og så virkede det som det mest naturlige i hele verden.

Christ. Tilbage til square one!

Nu er vi tilbage til den trætte, halvsure, halvbitre og nærmest forurettede mor, når solen står op. Og det gør den tidligt for tiden, skulle jeg hilse at sige.

Og Nellie vågner flere gange i løbet af natten igen, og jeg er ikke længere inde i mit skønne, stille, zen-agtige soveværelse. Nope, nu er det mig der ligger på ekstraværelset, med min lille vidunderlige, men også igleagtige baby. Som snart ikke er en baby længere. Faktisk fylder hun 1 år lige om lidt.

Forresten findes ham faren til barnet stadig. Altså – vi er stadig sammen og alt det. Men han åbnede et nyt spisested for et par uger (eller en måned) siden og det har ligesom gjort, at han alligevel ikke sådan rigtig findes. Ikke herhjemme i hvertfald. Jeg ved det bliver bedre igen – men lige nu? Ej, lige nu er jeg sgu ret alene med den der baby, hende den store pige på 10 og ham den sindsyge (men søde – bevares!) hund, som vi også har.

Så hvad gør jeg nu? Skal jeg selv tage kampen? Det tror jeg ikke jeg kan. Skal jeg vente på at hun selv ikke gider babs mere? Så tror jeg vi taler ÅR. Skal jeg være tålmodig og vente på faderens hjemvenden fra restaurationsverdenen?

Hvis nu jeg var en ægte BLW-believer, så skulle jeg jo lade Nellie selv bestemme hvornår hun ville stoppe. Men det er jeg ikke. Ikke på det punkt. Jeg vil gerne have min nattesøvn igen. Og faktisk vil jeg også gerne have, at hendes appetit øges igen. Altså for ÆGTE mad. For det sker selvsagt automatisk, når ikke de ligger og patter løs hele natten. Hun bruger selvfølgelig heller ikke sut.

Nemt skal det ikke være!

Gode ideer tages imod med kyshånd. I retur poster jeg snarest lækre madopskrifter, som er perfekte til babyer der rent faktisk har lyst til andet end den noget ensformige Nat Buffet, som mest er på menuen herhjemme i disse dage. Tsk tsk!