25 ting der retfærdiggør min indre bitterfisse
Og det hele er faktisk min mands skyld. (Men det vidste du jo godt)
Ok så. Det kan godt være at det kun er mig, der bliver bitterfisse – agtig af at gå hjemme på barsel. Måske jeg bare hidser mig hurtigere op end andre og bliver lettere indebrændt. Det kan også være, at min mand ganske enkelt bare er mere uduelig end andre mænd (til tider; helt sikkert – men generelt?) Men fortæl mig lige, hvis du kan genkende noget af det følgende, så jeg kan ånde lettet op og vide, at jeg ikke er alene.
Definition af ordet bitterfisse
Det skal vi først lige have helt på det rene, så vi snakker om den samme slags fisse. Ej ok, det lød grimt. Men altså – du ved..
Da jeg havde fået mit første barn (dengang i 0’erne), var jeg i teatret med en veninde, og så stykket Bitterfissen på Nørrebro Teater med Ditte Hansen. Fuldkommen spot on, og i øvrigt efter bogen med samme titel, af Maria Sveland. Vi hylede af grin og kunne SÅ meget genkende os selv.
En bitterfisse er i korte træk en mor, der er bitter.
Og med god grund. En mor, der føler sig en anelse uretfærdigt behandlet i sin kvinderolle og sin mor-rolle. Ikke hele tiden, men alligevel en tilbagevendende lurende følelse af, at kønsrollemønstret er for groet fast og for lig med 50’erne.
Jeg ved ikke om man kan være en bitterfisse, hvis man ikke også er indehaver af en mand oven i babypakken. Så kan man sikkert være noget andet, det skal jeg ikke gøre mig klog på – men en bitterfisse? Det er – eller føles som – mandens skyld. Correct me if I’m wrong, som de siger.
Lad mig give nogle eksempler fra mit bitterfisse liv
1. Min mand laver ikke havregrød til baby som det første, når han står op. (Og i øvrigt skal jeg oftest bede ham om det og allermest er det mig der gør det)
2. Min mand går bare i bad om morgenen, når det passer ham(!). I LANG TID! (Jeg clearer altid med ham, når jeg går i bad. Hvilket ikke er dagligt – og altid et lynbad. Selvfølgelig, tsk.)
3. Hvis min mand skal klæde baby på, skal han guides. Seriøst, – han spørger hvad hun skal have på, som om jeg har en eller anden ugentlig påklædningsplan. (Men ok, fair nok – han kan heller ikke finde ud af det – faktisk giver jeg hende gerne noget andet på, når han er færdig…. ok. Punkt 3 skal streges som et bitterfisse-punkt. Det hører et helt andet indlæg til. Som skrives snarest.)
4. Min mand er stoppet med at gøre rent.
5. Min mand er stoppet med at vaske op.
6. Min mand rydder ikke længere op.
7. Min mand rydder ALDRIG op på den ældste datters værelse.
8. Min mand skifter ikke længere sengetøj.
9. Min mand har glemt, at hunden faktisk skal luftes mere end een gang om dagen. Det er pga. mig, at den ikke lider af forstoppelse og nyresten. Eller noget.
10. Min mand ved ikke hvordan man kommer ind på forældreintra eller KbhForældre eller hvordan man booker en lægetid på nettet.
11. Han ved heller ikke hvordan man bestiller eller betaler for skolemad, klubmad eller hvad nummeret til vuggestuen er.
12. Min mand kommer meget ofte sent hjem fra arbejde. Som i efter-aftensmad-og-putning-sent.
13. Når han kommer hjem, spiser han. (Det er sgu da irriterende?). Selv om køkkenet er helt rent og skinnende, rydder han ikke op efter sig. Der er krummer næste morgen, når jeg skal lave havregrød!
14. Min mands sure sokker ligger på gulvet. I gangen, i stuen, på badeværelset – overalt! I dag kastede jeg dem på ham, han grinede, men glemte vist at samle dem op inden han tog på arbejde.?
15. Han leger ikke nok med børnene.
16. Han kigger ALT for meget på sin telefon. Når ret skal være ret, kigger jeg også ret meget på min telefon. Men jeg gør også en helt bevidst indsats for at lægge den væk og være til stede. Det passer!
17. Min mand har aldrig været med hunden til dyrlæge. Han ville ikke vide hvordan.
18. Min mand anerkender OVERHOVEDET ikke NOK hvor meget jeg laver herhjemme i løbet af dagen.
19. Min mand er træt når han kommer hjem fra arbejde. Nogengange falder ham i søvn før aftensmaden! (Hvad nu hvis jeg gerne ville have en lille lur?)
20. Min mand hører ALDRIG når børnene vågner om natten. I hvert fald ikke før mig.
21. Min mand opfører sig som om det er hans rettighed at se VM. Uanset om alt omkring ham sejler. Og det gør det.
22. Hvis min mand vasker tøj er det (oftest – ret skal være ret) kun fordi han selv har brug for det.
23. Min mand masserer mig ikke. (Seriøst, det burde han når man tænker på hvor meget jeg slæber unger, ligger i latterlige ammepositioner og i det hele tager tonser rundt som en idiot dagen lang)
24. Min mand børster ALDRIG hunden. Eller bekymrer sig om dens dårlige ånde.
25. Argh. Jeg kunne blive ved, men stopper mig selv! Har du tilføjelser?
Ok. Bitterfissen overtog.
Jeg kunne også lave en liste med “25 ting min mand bare ikke fatter” – som punkt 3 var lidt inde på. Eller “10 tidspunkter hvor min indre martyr træder i karakter“. Ikke specielt flatterende, men ikke desto mindre sandt. Og i virkeligheden ligger bitterfisse-syndromet tæt op af martyr-syndromet. De går lidt hånd i hånd, som du nok har bemærket.
Nu vil jeg lave en Maude og gå ind og lægge mig. ?♀️
Næste dag – og 6 grunde til at jeg tror, at mand har luret i ikke-udgivet indlæg
- Han stod op og lavede havregrød !!!
- Han dækkede op til morgenmad !!!
- Han gik først i bad da der tydeligvis var styr på det hele !!!
- Han spurgte om der var noget han skulle gøre i forbindelse med Airbnb invasion i morgen !!!
- Han lavede lektier med ældste unge !!1 (7 tabellen – kan godt forstå hun er ved at dø over matematik!)
- Han stønnede ikke over noget af det !!!
WIN! I dag er jeg ikke en bitterfisse! (endnu)
Måske – kun måske – vil jeg oven i købet også lave et indlæg en skønne dag, med titlen “7 gode grunde til at min mand faktisk er helt fantastisk”. Nu må vi se, om han gør sig fortjent til det;)