En magisk aften i Storkereden

Veerne ruller ind over mig. Jeg ligger på alle fire på stuegulvet. Hver gang en ve slutter forsøger jeg at komme ud i køkkenet. For at få noget mad eller bare en tår vand. Men det kan ikke lade sig gøre, for det er umuligt for mig at stå oprejst i mere end et halvt minut ad gangen. Jeg tumler ind på børneværelset, hvor min mand Kristian læser en bog for vores 2 år gamle søn Osvald. Det foregår ekstra højt, så Osvald bliver forskånet for de brøl, som mor kommer med inde fra stuen. “Hvor bliver han af?!?” råber jeg til Kristian. Min svigerfar er på vej fra København, så han kan køre os til fødestedet og passe Osvald imens løjerne står på. Jeg kan med det samme se på Kristians ansigtsudtryk, at jeg ikke vil bryde mig om svaret. “Øhm… han glemte at stå af toget på den rigtige station. Så han er i Holbæk om lidt. Og så tager han en taxa derfra hen til os.” Det var IKKE lige det, jeg havde lyst til at høre.

Det er kun to timer siden, at jeg selv trådte ind ad døren derhjemme. Siden jeg stod op har jeg haft en murren i maven og en fornemmelse af, at der er noget i gære. Det er dagen efter termin, men da jeg fødte Osvald gik jeg 12 dage over tid. Så det tænker jeg, at jeg nok også gør denne gang. Dagen igennem har jeg dog løbende talt i telefon med jordemoderen på Storkereden, hvor jeg skal føde. Vi bliver enige om, at jeg efter frokost lige kan kigge forbi til et tjek af tingenes tilstand.

Jeg får også en omgang fødselsmodnende akupunktur – og da jeg rejser mig fra Storkeredens briks, kan jeg godt fornemme, at den behandling har sat gang i et eller andet. Jeg kører hjem for at hvile mig, men kan hurtigt mærke, at det buldrer derudaf nu. Veerne tager til i styrke og de er regelmæssige. Kristian og Osvald kommer hjem, inden jeg helt kan nå at forholde mig til situationen, så jeg beordrer dem ind på værelset og beder Kristian ringe efter sin far, imens jeg ringer til Storkereden for at sige, at jeg kommer derind igen.

Min svigerfar dukker endelig op og sætter sig bag rattet i vores bil. “En dag kommer vi til at grine af det her,” forsikrer han mig. Jeg er på det tidspunkt ikke tilbøjelig til at give ham ret og krabber mig prustende ind på passagersædet. Jeg er temmelig nervøs for, om jeg ender med at føde lige dér i vores nye to-børns-egnede Hyundai. Veerne er hyppige og kraftige, så jeg kan ikke holde brølene tilbage. Efter 5 meget lange kilometer, hvor det vist ikke er alle færdselslove, der bliver overholdt, vralter jeg ind på Storkereden med min yogamåtte under armen. Og så kommer roen og trygheden over mig. Der er en dæmpet belysning i den lune fødestue og jordemoderen Malene har fyldt karret op, sådan som vi har aftalt, og tændt levende lys.

Storkereden er en jordemoderklinik, der bl.a. ligger i Roskilde. Her kan kvinder, som forventer en normal fødsel, føde uden egenbetaling. For mig lød som den perfekte gyldne middelvej imellem en hospitalsfødsel (som jeg havde haft med Osvald, og som jeg syntes var en upersonlig og samlebåndspræget oplevelse) og en hjemmefødsel (som jeg ikke helt kunne overskue, bl.a. pga. det efterfølgende behov for en hovedrengøring). Jeg valgte derfor en fødsel på Storkereden, hvor jeg i løbet af graviditeten lærte stedet og de tilknyttede jordemødre at kende. Der lå en stor tryghed at vide, hvor jeg skulle føde – og at vide, at fødestuen og jordemoderen i situationen kun eksisterede for at understøtte, assistere, hjælpe og guide mig. At der var langt til nærmeste læge eller medicinske smertelindring, var af langt mindre betydning.Fødsel på Storkereden Roskilde hjemmefødsel fødselsberetning

“Jeg skal have et lavement”, kommanderer jeg til Malene. Hun kiggede smilende på mig, “Line, jeg er ret sikker på, at du føder et barn lige om lidt. Så det kan du altså ikke nå”. Det er jeg ikke helt tilfreds med, men jeg kan ikke rigtigt gøre andet end at grynte og give Malene lov til at undersøge mig og babyens status. Jeg har aldrig helt forstået, hvordan jordemødre kan arbejde under de forhold, de gør. Men imens jeg står på alle fire på min yogamåtte og laver cirkelbevægelser med hofterne, konstaterer Malene, at jeg er 10 cm åben og at barnet har det godt. Hun siger også, at vandet ikke er gået endnu. Derfor kan jeg godt nå over i fødekarret, hvis jeg har lyst.

Jeg bliver bugseret over i karret og det vandet lindrer og beroliger min uformelige krop. Omsluttet af det varme vand slapper jeg fuldstændig af og falder vist enda lidt hen imellem veerne. Imens tager Kristian og Malene plads ved fodenden af karret. Hun instruerer ham i, hvordan han kan tage imod barnet. Det har han nemlig ytret et stort ønske om, og selvom jeg har haft lidt betænkeligheder (pga. min forfængelighed), er vi blevet enige om, at det er en god idé. Imens jeg ligger i karret kan jeg se over på den briks, hvor jeg blot tre-fire timer før lå og fik akupunkturbehandling.

Det er en ubeskrivelig lettelse, da Malene siger, at jeg er klar til at presse. På den frøste presseve går vandet som en raket, der bliver skudt af nede i fødekarret (og gu’ ved hvad ellers, for det dér lavement havde jeg jo ikke nået). To presseveer mere og så kan jeg høre Malene sige “nu kan du se hovedet, der kommer frem” til Kristian, imens hun guider mig til at gispe og vente med at presse til den næste ve kommer. Jeg synes vist, at hun er lidt åndssvag og vil bare gerne have den unge ud NU.

Den korte tid, hvor jeg venter på sidste presseve, føles som en evighed. Men pludselig trækker min krop sig sammen og lader op til en sidste affyring. Malene får på imponerende vis vejledt Kristian i, hvordan han tager imod barnet, da det skruer sig ud, samtidig med at hun støtter mig i mit forehavende.

40 minutter efter at vi er ankommet til Storkereden svømmer Selma op på min mave. Eller dvs.: på det tidspunkt tror vi, at hun er en Asta. Under alle omstændigheder, så er hun den fineste lille pige som kigger op på mig med sine nysgerrige og undersøgende øjne.

I mandags var det 2 år siden. Og den råkolde vinteraften i januar står for mig som én af de smukkeste og mest magiske oplevelser i mit liv. Ikke kun fordi jeg fik min lille bøf med derfra. Men fordi det var den fedeste følelse at mærke, hvad min krop var i stand til. Det var vildt, at få lov til at slippe en urkraft, som jeg ikke anede, at jeg besad, løs. Og det var dejligt at gøre det i så trygge og gode hænder, som jeg var i hos Storkereden.

Min svigerfar havde for øvrigt ret i, at jeg med tiden ville komme til at kunne se det morsomme i situationen og vi har et glimrende forhold i dag:)

 

Fødsel på Storkereden Roskilde hjemmefødsel fødselsberetning

Det er desværre ikke altid, at fødslen forløber lige så trygt. Det kan du f.eks. læse om hos Rødhårede Redeligheder.

Har du lyst til at læse flere fødselsberetninger så er ligger der en masse andre her hos Min-mave: Fødselsberetninger