Skån mavemusklerne med dette toilettrick

skån mavemusklerne med simpelt toilet tips

Mange med svage kernemuskler og/eller rectus diastase har også problemer med fordøjelsen. Det kan f.eks. være forstoppelse, hæmorider eller irritabel tyktarm.

Det er bl.a. fordi, at den tværgående mavemuskel ikke er stærk nok til at støtte om fordøjelseskanalen, men snarere lader det hele læne sig lidt frem og ned.

Og så sker det tit, at man bliver nødt til at kæmpe for det, når man skal på toilettet og lave nummer 2.

Har man svage kernemuskler og/eller rectus diastase er mantraet jo: ”Put ikke unødigt pres på dine mavemuskler!” Indtil du har trænet kernen rigtigt op, så bliver problemet værre, hvis du lægger et stort pres udad på mavemusklerne mange gange om dagen.

Så det er rigtig dårligt for vores kernemuskler at skulle presse, når vi er på wc.

 

Lidt om fordøjelseskanalen

Når vi har spist maden, flyttes gennem tarmene med de såkaldte peristaltiske bevægelser.

Det er tarmen selv, der kontinuerligt klemmer maden/afføringen frem i systemet, ligesom man klemmer det sidste tandpasta ud af tuben.

Fordøjelseskanalen fungerer bedst med lidt pres på. Presset fra musklerne, der ligger ovenpå fordøjelseskanalen (især den tværgående mavemuskel), får fordøjelsen til at glide lettere igennem systemet. Så veltrænede kernemuskler hjælper peristaltikken.

Ofte vil bare dét, at vi laver maveøvelserne fra programmet betyde, at fordøjelsen bliver bedre. Det er pga. den øgede blodgennemstrømning i området og fordi musklerne ”vågner op”, så de støtter fordøjelseskanalen bedre.

Nogle vil endda opleve lidt løs mave eller diarre i starten af programmet. Det er kun midlertidigt, og blot et udtryk for, at der har været noget ophobet afføring som kroppen nu har mulighed for at rense ud i.

 

 

Sid på hug og skån mavemusklerne

Korrekt hoftevinkel mens du er på WC, hjælper med at komme af med afføringen, så mavemusklerne ikke behøver at presse.

Vores kroppe er faktisk designet til at sidde på hug, når vi skal af med afføring. Med en ca. 35° vinkel i hofteleddet, som når vi sidder på hug, afslappes der nemlig en bestemt muskel i vores underliv (den puborectale muskel), så det lille knæk der ellers er på vores tarm (og som gør, at vi kan holde på afføringen, indtil vi ankommer til toilettet) rettes ud. Resultatet er, at det bliver meget lettere at komme af med afføringen uden af skulle holde vejret og presse for det.

Men et moderne WC er lavet, så vi sidder lige som på en almindelig stol med 90° i hoften. Derfor kan du prøve at efterligne hugsiddende ved at sætte fødderne på en skammel foran wc’et. Hvor høj skammelen skal være afhænger lidt af, hvor høj du er.

 

superfit-mavemuskler

 

Sådan gør du

Du kan snildt bruge den skammel, du sikkert alligevel har på badeværelset til dine børn. Generelt skal dine knæ blot være over hoftehøjde. Sid med ret ryg og læn måske lidt fremad. Men uden af falde sammen i overkroppen!

For det meste vil du slet ikke behøve at presse afføringen ud nu. Men har du alligevel brug for et lille tryk, så tag en først en dyb indånding med afslappede mavemuskler, og træk så navlen ind og lad den blive inde, mens du stadig trækker vejret.

Du kan også holde hænderne på maven imens. Slip spændingen efter et halvt minuts tid og gentag om nødvendigt.

  • Knæ højere end hofter
  • Sid med ret ryg
  • Læn evt. lidt frem
  • Træk maven ind under et evt. pres
  • Hold ikke vejret

Det vil nok føles lidt anderledes de første par gange, du sidder på WC med fødderne på en skammel, men giv det en chance. Når du opdager, hvor stor en forskel dette lille trick gør, vil du aldrig gå tilbage. 😉

 

superfit-mavemuskler-2