Bilens uforklarlige ridser

Manden spurgte for nylig om jeg vidste, hvordan bilen havde fået en ridse bagpå. Så uskyldigt som muligt rystede jeg på hovedet og sagde, at det kendte jeg absolut intet til. Vi gik ud sammen, for at se nærmere på den stakkels bil. Jeg lod som om, det var første gang, jeg så ridsen. Jeg rørte ved den og sagde noget om, at den da godt nok var dyb. Sikke noget. Jeg fik også sagt, at vi jo intet kunne gøre ved det, da vi gik ind i huset igen.

Som du nok har regnet ud, så kendte jeg godt til ridsens eksistens før Manden gjorde mig opmærksom på den. Hvis sandheden skal frem, så var det mig, der dekorerede bilen med den. Eller faktisk er det postkassens skyld. Det lyder bare så dumt og barnligt, hvis man siger det højt.

Det hele skete efter jeg havde afleveret Lille S i børnehaven. Lillebror sad trygt og godt i sin autostol og vi skulle bare hjem. Foran huset gjorde jeg klar til at bakke ind i indkørslen, som jeg plejer. Som sagt så gjort. Eller ikke helt. For efter en meters bakken sagde det BANG! Jeg kiggede hurtigt ud af alle vinduerne og konstaterede at den pokkers postkasse havde flyttet på sig. Det må være den eneste forklaring, der kan være. Derefter kiggede jeg igen ud af alle vinduerne.

Er der nogen, der kan have set mig? Nogle naboer ude for at lufte hunde? Fremmede der går tur? Puha, det skete er uset og dermed nærmest ikke sket.

Jeg kørte frem og så bakkede jeg stille og roligt bilen på plads uden yderligere ridser.

Da jeg stod ud af bilen, kunne jeg se, postkassen havde en lille bitte ridse, det betød vel, det ikke kunne stå så slemt til med bilen. Med Lillebror på armen gik jeg hen til hoveddøren. Hurtigt vendte jeg mig om og skævede til bilens bagparti, hvor en stor skinnende ridse gjorde opmærksom på sig selv.

Jeg skal nok fortælle Manden det. Det må bare lige vente indtil hans hjerte ikke bløder over ridsen længere og han måske har tabt en dyr vase eller noget i den dur. Så bliver alle glade. Tror jeg.