Den efterladte barnevogn i regnvejret

Som overskriften indikerer, så oplevede vores fine barnevogn regn. Selvfølgelig har den fået regn på sig før. Lillebror har da også sovet i den med regnslag udover imens det har dryppet fra himlen. I går skete der bare det, at jeg glemte alt om barnevognen efter at have taget Lillebror op. Så der stod den. Midt i baghaven. Ikke i læ. Ikke i ly under et træ. Nej, midt på græsplænen i baghaven. De fleste mødre ville nok komme i tanke om barnevognen, når det pludselig stod ned i tykke stråler udenfor senere på aftenen. Ikke mig. Jeg kom først i tanke om den stakkels barnevogn, da jeg slog øjnene op i morges. Jeg styrtede derfor ud til den (i min naivitet var jeg overbevist om, at den ikke kunne stå så meget som ét minut længere). Hurtigt fik jeg kørt den indenfor.

 

Alt, som i ALT, var gennemblødt. Selv madrassen, der ellers lå under dyne, forlæder og regnslag. Hvad end der kan tåle tørretumbler er nu deri. Barnevognen er skilt ad. Det tog sin tid. Jeg måtte google, hvordan man dog får kalechen af overdelen. Det viser sig, man bare skal hive den op. Jeg ledte ellers i LANG tid efter en (magisk) knap, man skulle trykke ind.

 

Vi har derfor ingen barnevogn at trille en tur med i dag. Vi bliver bare indendøre. Det gør nu heller ikke noget. Jeg har personligt oplevet rigeligt regnvand for i dag.