Kan du huske…

Kan du huske tiden før børn? Jeg sad den anden dag og undrede mig over, hvad jeg dog brugte min tid på før børn, for jeg må jo have haft oceaner af mig-tid.

Jeg kan huske, at jeg som det første, når jeg kom hjem fra studie og senere job, smed mig på sofaen. Faktisk tog jeg gerne lige en lille lur – det var jo åbenbart hårdt det med lektier og arbejde. Jeg lavede mig gerne en kop te og før 2010 så røg jeg også et par cigaretter. Oftest havde jeg flere forskellige kvindemagasiner liggende, som jeg læste fra start til slut. Aftensmad var først noget, der blevet lavet ved 18-19 tiden og som der blev brugt tid på at nyde, hvilket ikke var svært, når for eksempel pesten jo selvfølgelig var lavet fra bunden. Blockbuster lå om hjørnet og jeg må have smidt mange penge i biksen i mit uendelige behov for at se de sidste nye film. Der var masser af kærestetid. Vi tog ofte på restaurant og i biografen. Ferierne bestod af spændende drinks og masser af kulturoplevelser.

Savner jeg det? Ja, gu gør jeg da så. Når man står der kl. 17 og skal servere mad en halv time senere. Selvfølgelig med købepesto. Når jeg har været på hele dagen og ikke engang orker at føre en samtale med kæresten om aftenen, men hellere vil glo på en ligegyldig tv-serie. Når mit bad må vare maksimum 12 minutter, for at vores morgen ikke skal ende i tidspres og når jeg skal netshoppe og absolut ikke aner hvad den sidste nye mode er. Det gør dog ikke noget. Selvom børnene kan sætte min tålmodighed på prøve, jeg aldrig rigtig får nydt maden i hverdagen og der bare aldrig er nok timer i døgnet, så elsker jeg at være mor med alt hvad det indebærer. Jeg ved også, at før end vi får set os om, så er børnene blevet store og kæresten og jeg vil pludselig være overladt til os selv og en masse alenetid igen – og hvis jeg kender mig selv ret, så vil jeg savne tiden med små børn og ønske mig selv tilbage til en hektisk eftermiddag med overtrætte børn, nem aftensmad, en kop te, der bliver kold, imens jeg kigger på mine smukke, sovende børn.

Godt jeg tager mindst hundrede billeder dagligt, så jeg kan mindes denne travle periode i mit liv, når jeg engang i fremtiden ligger på min sofa og læser magasiner med en dampende hed kop te på bordet.