Long Lost Singleliv

For et par uger siden gik jeg med børnene hjem til min mor, så Manden kunne arbejde i huset (vi skal jo gerne have en funktionel underetage på et tidspunkt). På vejen møder vi to af mine veninder. Begge veninder er for nylig blevet single og har derfor fundet hinanden og bylivet. Kl. er 11 om formiddagen og de fortæller, de har været i byen til kl. 7 samme morgen og nu skal have brunch på en nærliggende café. Jeg kigger ned ad mig selv og derefter på Lillebror i barnevognen og Lille S på sin pink cykel og med pink cykelhjelm på, og tænker på, hvor mange timer jeg allerede har været oppe. Jeg får da også glædeligt fortalt, at jeg var oppe og handle kl. 8, hvilket vist lød mere imponerende i mit hoved.

Jeg savner som sådan ikke bylivet, men sådan en weekendmorgen, så kan jeg da godt savne, at have en morgen for mig selv og bare kunne slentre ned på en café og venindehygge. Det kommer nok snart, når jeg altså er klar til at undvære Lillebror mere end 30 minutter. Det bliver så ikke en bytur i første omgang, for jeg elsker jo fuldamningen, men en cafétur eller to, hvor jeg kan høre om andres byliv – det er vel ikke for taberagtigt at se frem til, vel’?