Post moderskabets smalltalkevner

Ja, det går godt her. Hvad med jer, skal I ik’ snart have børn?

WHAT? Sagde jeg lige det? Mine tæer krøller sig straks sammen og vikler sig ind i hinanden og med tankens kraft forsøger jeg ihærdigt at tage ordene tilbage. På trods af at det ikke er første gang, de har forladt mine læber. Hvad er der dog galt med mig? Et sådan spørgsmål er af privat karakter og bør ikke stilles til den gamle skolekammerat, du tilfældigt mødte på gaden – slet ikke når sidst I sås var for ti(!) år siden. Alligevel havner jeg i situationen ofte, når jeg på bedste vis kaster mig ud i smalltalk med gamle bekendtskaber. Faktisk også nye, hvis jeg skal være ærlig.

Det hele skete efter jeg blev gravid første gang. Jeg tror, min hjerne selv mener, at have monopol på, at vide om andres familieplaner, når nu jeg selv har givet gener videre. Fuldstændig skørt. Havde jeg da regnet med, at folk bare ærligt ville svare “Tak, fordi du spørger. Vi har faktisk lige smidt pillerne og prøver ihærdigt at blive gravide”. Nej vel. Det ville i hvert fald gøre mig mundlam, hvis de gjorde. I stedet får jeg bare skabt en akavet stemning, hvor de svarer undvigende og vi hurtigt går hver til sit.

Næste gang jeg møder et menneske og høfligt stopper op, for at hilse på, så vil jeg snakke om vejret og intet andet.