Close
Skruk trods baby
facebook pinterest twitter

Skruk trods baby

Avatar
supermor 11 juli 2016, 05:32

Jeg befinder mig pt i skruklignende tilstande, trods Lillebror kun er fire måneder gammel. Det skyldes nok, at en håndfuld vennepar har fået babyer hen over de sidste måneder. Vi var de første i år til at levere en lille, lækker en af slagsen. Når man så kommer på barselsbesøg og ser den lille, bitte, rynkede, røde nyfødte, så kigger man på sin egen velproportionerede ikke-længere-nyfødte-baby og man rammes af undrende spørgsmål.

Hvem har byttet min lille nyfødte baby ud med et stort barn? Hvor er hans nyfødte duft? Hvor blev tiden af, hvor vi ikke lavede andet end at amme? Hvornår voksede han sig så stor, så jeg ikke længere kan bære ham med én arm?

Jeg ved godt, den første tid med en nyfødt ikke er speciel romantisk med efterveer, sårfyldte brystvorter, brystbetændelse og manglende søvn samt savnet efter en krop, der engang var. MEN den tid er alligevel noget helt særligt.

Vi skal ikke have en baby mere nu. Måske om et par år eller tre. Til gengæld kan jeg jo så nyde min lille fis og alt det han nu kan (velvidende at de som sidder med deres nyfødte glæder sig til deres kan det samme). Lillebror kan nemlig smile bevidst, pludre i timevis, følge ting med øjnene, vende sig, holde om noget, komme med det dejligste grin og det allerbedste: Genkende mig! Jeg ved, han ved, jeg er hans mor.

Jeg nyder tiden, selvom den flyver afsted. Nyder fuldamningen inden madstart om et par måneder. Nyder han bliver samme sted som jeg lagde ham. Nyder at kysse på hans tykke kinder og nyder det var lige præcis ham, der kom ud af mig. De andres babyer er søde, små og lækre, men min egen er nu engang den bedste af dem alle.