Vintageshopping til mor – det hele skal ikke handle om børn

Min søster ringede i sidste uge, for at spørge om jeg ville med til et vintagemarked. Da Lillebror nu har en alder, hvor jeg godt kan undværes nogle timer, så var svaret givet på forhånd.

Vintage kan være både godt og skidt. Det er jo gammelt, og ofte brugt, tøj. Hjemmefra lagde jeg derfor en plan: Jeg ville gå benhårdt efter skjorter og bluser i lækkert, tyndt stof og med fine detaljer (pyt med ammevenligheden, det må mit andet tøj mestre).

Umiddelbart så markedet lidt sølle ud. Selvom det er længe siden jeg sidst har været afsted, så vidste jeg dog, at der muligvis alligevel kunne gemme sig guld blandt de tarvelige pjalter, så jeg gav det en chance. Jeg kiggede hurtigt fem stativer igennem uden held. Min søster ligeså. Men så var det der, stativet. Pludselig stod jeg med to bluser og tre skjorter i hænderne. Jeg var helt høj. På vejen hen til prøverummet lå en bunke med tørklæder og der fandt jeg to af silke, lige til at binde i håret, og et stort et til halsen. Mit øje fangede pludselig en herrefrakke. Jeg vidste, den ville sidde perfekt på Manden, men han er nu engang ikke ligeså stor fan af genbrugsguld, som jeg er, så jeg lod den hænge.

I prøverummet fik jeg hurtigt en af bluserne på. DEN VAR PERFEKT. Smukt stof, fine små detaljer og størrelsen sad lige i skabet. De andre fund, pånær et enkelt, var også til at beholde.

Se lige de fine folder og knapper omkring halsen.

Se lige de fine folder og knapper omkring halsen.

På vej hen til kassen føltes det som om, herrefrakken kiggede efter mig. Den måtte simpelthen med hjem. Jeg sendte derfor et billede til Manden, der godt kunne se min pointe.

Vel hjemme skal alt nu enten vaskes eller på renseri. Det er vel kun på sin plads, at der så bliver shoppet til børnene i denne uge (måske bør jeg foreslå arrangørerne af vintagemarkedet, at de også bør sælge børnetøj – mine to guldklumper ville være så fine i et par 50’er outfits).

Apropos børnene: Jeg har stadig en konkurrence kørende i mit tidligere blogindlæg, som du kan læse her. Den varer et par dage endnu og der er 500 kr. på højkant til BR Legetøj.