Uvidende andengangsmor – når Lillebror skal skiftes

Min førstefødte, Lille S, er jo pige. Det har jeg altid fundet ligetil. Jeg kan huske, Manden syntes, det var frygtindgydende, at skulle skifte hende i starten, for hvordan skulle man dog tørre alle de folder og revner? Jeg tænkte “Come on, du skal jo bare fjerne tis og lort og så give en ren ble på”. Men denne gang, hvor vores baby nu har det modsatte køn, finder jeg mig selv stille de mærkeligste spørgsmål, som jeg ellers aldrig havde troet ville poppe op i mit hoved og, for slet ikke at tale om, komme ud af min mund. Manden synes, jeg er skør og bør slappe af, men jeg er jo overbevist om, at der er hundredesytten ting galt med den lille tissemand, som kan være potentiale til drillerier eller i værste tilfælde sygdom.

Det startede allerede kort efter fødslen, hvor jordemoderen kommenterede, at det var en stor tissemand, den lille dreng havde. Først tænkte jeg “Ja, ja, det siger hun vel om alle drenge, så fædrene kan blive stolte”, for ingen tvivl om, at Manden voksede en halv meter der. Men senere, da jeg sammenlignede med en anden babydreng (JA, det gør man altså), så var Lillebrors tissemand jo større. Det fik mig til at bekymre mig om, om den mon kunne være for stor. Det stoppede desværre ikke der. Lillebrors tissemand har givet anledning til mange bekymringer herhjemme, såsom:

“Skal huden på pungen være så løst, bliver man ikke drillet i skolen, hvis man har hængenosser?”
-Mandens svar: NEJ!

“Er den lille tissemand for skæv?”
-Mandens svar: NEJ! Ingen er ens og lad være med at kalde den lille!

“Er det ikke underligt, at kønsdelene sådan sidder udenpå kroppen?”
-Mandens svar: NEJ!

“Er det unormalt med SÅ mange folder?”
-Mandens svar: NEJ!

“Der er jo lort overalt og så skal man huske at løfte først den lille tissemand op og dernæst pungen, det er da besværligt”
-Mandens svar: NEJ! Sådan er det bare med en dreng og stop så med at kalde den lille!

Please fortæl mig, jeg ikke er den eneste overanalyserende mor, der finder det svært, at forholde sig til den ene ting, jeg ikke selv kan relatere til, og som nu har givet grund til grå hår hos Manden, der konstant skal overbevise mig om, at vores søn altså er helt normal og hans store, lille tissemand ligeså.