What goes around comes around

Lille S har efterhånden været 3 år i nogle måneder og jeg må indrømme, at vi har fået smagt på den bittersøde tilværelse det er, at være forældre til et barn i trodsalderen. Hvis jeg et kort øjeblik er uopmærksom og derfor ikke hører, hvad hun siger, så flipper hun ud. Når hun får nej til at stå på armlænet af lænestolen, så flipper hun ud. Hvis jeg starter med at smøre rugbrødsmadden i den højre side først, så flipper hun ud (ligeså hvis det er den venstre side først). Når vi skal ud af døren til familiekomsammen, så flipper hun ud. Når vi skal hjem fra familiekomsammen, så flipper hun ud. Hvis vi zapper hen til den forkerte fjernsynskanal, så flipper hun ud. Når far skal putte i stedet for mor, så flipper hun ud og når mor skal putte i stedet for far, så flipper hun ud. Lige gyldigt hvilket tøj, der er lagt frem, så er det forkert og Lille S flipper ud. HVER DAG!

Vores ører er trætte og vi er udmattede. Dog holder vi fast på, at hun selvfølgelig skal have “nej” til åbenlyse nej-ting og at det altså er os, der bestemmer. Man får bestemt ikke sin vilje af at kaste sig på gulvet og skrige højt herhjemme. Jeg har dog længe overvejet om jeg lige skal forklare naboerne, at vi har en meget temperamentsfuld datter og vi altså insisterer på opdragelse, men jeg er nu nået frem til, at de som forældre selv engang har været der og bare er lettede over, at den periode er ovre for dem.

Den det nu engang er værst for er nok Lille S selv. Det må jo være SÅ frustrerende, at ens forældre ikke bare gør som man vil have og man konstant føler, verden er imod én. Hun har jo fundet sig selv og er ved at danne mening om alt omkring sig. Samtidig skal hun lige lure grænserne af. Surt for hende, at hun har fået sådan et par strenge forældre, der går ind for faste sengetider og slik om fredagen (med mindre der er en særlig dag, fødselsdag eller ferie – helt strenge er vi jo trods alt heller ikke).

Min egen mor synes, at det vel er på sin plads, at jeg får et barn som jeg selv var. Dette har dog kun fået mig til at grue for de kommende år, for hvis jeg husker rigtigt, varede min trodsalder helt til de første år af folkeskoletiden. Nogle få år derefter startede teenageårene. Åh nej, jeg ved allerede nu, hvad der venter os om små ti år…