Hvordan ser man kønnet på et scanningsbillede?

Af: Tove Vad, Svendborg Scanningsklinik

Mange gravide par er spændte på at kende deres endnu ufødte barns køn. Mens andre ikke vil kende kønnet, før de kan se det med egne øjne, når barnet er kommet til verden..

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet og begrundelserne for parrenes behov er mange. Jeg har stor respekt for begge valg; at kende eller at gemme.

Nogle af dem, som ønsker at kende sit ufødte barns køn, siger, det er for bedre at kunne planlægge og forberede sig, – altså af praktiske grunde.

Andre oplever, det hele virkeliggøres lidt mere, fra det øjeblik de kender deres ufødte barn køn. Følelserne bliver på ét splitsekund ‘kønsrettede’ og parrene oplever at de har meget nemmere ved, at knytte sig til deres lille barn i maven. Det kaldes også Parental Bonding. Jeg mærker en tydelig glæde og ro hos mor og far, samme øjeblik jeg fortæller dem, hvad de venter.

Hvornår kan man lave en kønsscanning?

De første 12-13 uger af graviditeten er der ikke synlig forskel på drenge- og pigefostre ved en ultralydsscanning. En mini penis og stor klitoris ser ens ud og kaldes den genitale tuberkel. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at se, om det vil udvikle sig til en pige eller en dreng før 14. graviditetsuge. Men fra 14 fulde uger er kønnet så udviklet, at man kan se forskel på dreng/pige ved en kønsscanning.

I de følgende 2 afsnit vil jeg beskrive, hvordan jeg ser forskel på dreng og pige. Det er vigtigt at barnet scannes i både et længdesnit, – set fra side til side,  og der scannes i tværsnit, -set fra top til tå.

Drenge

Ved drengebørn kan man i et længdesnit på scanningsbilledet se en lille spids dannet af tre hvide linjer mellem benene. For at kunne se, at det er en dreng, skal linjerne pege væk fra kroppen, faktisk står linjerne vinkelret på kroppen. Den lille spids er tissemanden, og sommetider kan man også ane en lille pung nedenunder.

Det kan ligne en lille snegl, som kigger ud af sit sneglehus.

Scanningsbillede, dreng

Her er de tre linjer markeret. Bemærk, at de peger væk fra kroppen. Foto: Svendborg Scanningsklinik

Når babyen scannes i tværsnit nedefra, skal der kigges godt efter, det øjeblik snittet er lige under barnets blære. Forestil dig barnet sidder på en glasplade og du kigger nedefra. Her kan man ved drenge se den lille spids – tissemand. Den peger som regel i samme retning som lårene, altså ud mellem lårene.

scanningsbillede dreng

Her er babyen set nedefra. Foto: Svendborg Scanningsklinik

Piger

Ligesom ved drengene kan man ved pigerne også se tre hvide linjer mellem benene på scanningsbilledet i længdesnit. For at kunne afgøre, om det er en pige, skal man kigge på, hvilken retning linjerne peger. Ved piger vil de tre linjer, som er kønslæberne, ligge næsten vandret og pege i retning ned mod fødderne. De hvide linjer kan meget nemt tolkes som værende en tissemand men det er retningen, der er afgørende.

scanningsbillede pige

Her er de tre linjer på en pige markeret. Bemærk at de peger mod fødderne. Foto: Svendborg Scanningsklinik

Kigger man på pigerne i tværsnit nedefra, altså siddende på glaspladen, vil de tre hvide linjer danne noget, der godt kan ligne et lille hjerte mellem benene. Det er kønslæberne.

scanningsbillede pige

Her er en lille pige set nedefra. Foto: Svendborg Scanningsklinik

 

Kan man altid se kønnet?

Ikke to kønsscanninger er ens, og langt fra alle babyer ligger, som eksemplerne på billederne her. Der kan fx ligge en navlestreng, hænder eller fødder mellem benene. Det kan gøre det vanskeligt at komme helt derned, hvor vi gerne vil kigge.

For at kunne skelne mellem drenge og piger er det altså vigtigt hvilken retning de tre linjer peger når der kigges i længdesnit.  På drenge står linjerne vinkelret på kroppen og peger væk fra kroppen, mens linjerne hos piger peger ned mod fødderne.

Jeg håber, at du blev lidt klogere på, hvad du skal kigge efter, når du skal til kønsscanning 🙂

Kærlig hilsen Tove Vad, Svendborg Scanningsklinik