En (lidt for) ambitiøs udfordring

Jeg begynder så småt at overveje, om jeg har været for ambitiøs.

Jeg har nemlig, i et meget optimistisk øjeblik, stillet mig selv en udfordring. Jeg har sat mig et ambitiøse mål at løbe et halvmaraton, nemlig Aarhus City Halvmaraton. Startnummeret er købt og opdateringen lavet på Facebook. Og som vi alle ved, så er opdateringer på Facebook jo bindende.

Der er ingen vej tilbage. Det halvmaraton skal løbes.

halvmaraon.jpg123

Aarhus city halvmaraton – here I come

Hvad jeg ikke lige havde taget højde for er, at det ikke er så nemt at finde tid til løbeture med to små unger derhjemme. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg nemlig kun én, og det virkede som en rigtig god idé.

Nu begynder jeg at tvivle. Aarhus City Halvmaraton er i juni og jeg tilmeldte mig i oktober, en måned inden jeg fødte vores andet barn på under halvandet år. Over et halvt år til at træne i, tænkte jeg, intet problem. Det virkede som verdens bedste idé, at jeg både kunne komme i form, tabe mine efter-graviditets-kilo og nå et personligt mål.

Jeg havde dog glemt, at man lige skal gennem en ubehagelig  8-undersøgelse hos lægen (ikke det mest tiltalende, når man lige har presset en unge ud!), inden man er clearet til løb. Og at der sådan cirka ingen tid er til træning, når man fratrækker alle de timer, man bruger på sådan nogle unger, der jo minimum skal mades, puttes, pusles, stimuleres, underholdes og trøstes. Og så havde jeg også lige glemt, at det faktisk er to år siden, jeg sidst har løbet en tur. To år, to graviditeter og to fødsler siden, that is!

Jeg har indtil videre været af sted på løbetur fire gange, så der er ret lang vej til det halvmaraton. Jeg okser af sted skubbende et styks meget tung barnevogn foran mig, mens jeg ihærdigt forsøger både at give den skrigende baby sin sut OG trække vejret samtidig. Ikke en let opgave. Men af sted kommer jeg da, og selvom jeg ikke umiddelbart mærker forbedring, så kommer det vel lige pludselig. Håber jeg.

Og så er det halvmaraton måske alligevel ikke så langt væk. Under alle omstændigheder føles det godt at gøre noget, der ikke er for børnenes skyld, men for min egen. Mere af det tak.