Værd at vide inden en fødsel – mine erfaringer

Jeg tilbragte sidste lørdag i sommerhus i selskab med fire skønne veninder. Det var hjemmesko, varm kakao, bunkevis af ”forbudte” kridhvide boller og tøsesladder for alle pengene. Tre af pigerne er førstegangsgravide, og den sidste har, ligesom mig, to børn, så snakken faldt naturligt nok på graviditet, fødsler og babyer. Det viste sig hurtigt, at jeg faktisk sad inde med brugbare erfaringer fra mine to fødsler. Og selvom alle fødsler og efterfødselsudfordringer er forskellige, er nogle ting bare gode at vide. Så her er mit bud på de ting, jeg selv gerne ville have vidst, inden jeg fødte første gang.

Få minutter gammel baby

Min første fødsel var en fantastisk oplevelse

 

Værd at vide inden en fødsel:

  1. Man kan bløde ret meget efter sådan en fødsel. Som i virkelig meget! Og i lang tid efter. Og det er åbenbart helt normalt, fandt jeg ud af, da jeg fire uger efter min anden fødsel panisk ringede til lægen, overbevist om, at jeg var ved at forbløde. Lægen beroligede mig med, at det er helt normalt. Det stoppede ugen efter.
  2. At man jævnfør ovenstående kan have behov for en ”voksenble” de første par dage. Jeg behøver vist ikke at sætte ord på den følelse, man går rundt med, med sådan én i underbukserne.
  3. At isbind er en god idé at fylde fryseren med. Mange af dem. Fyld et almindeligt bind med vand og læg det i fryseren. Tag det op, når det skal bruges, knæk det og kom det evt. i en ren strømpe. Det afhjælper i den grad ubehag i hævede ”områder”
  4. At man ofte får efterveer. Og de kan gøre nas! Det glemte folk lige at fortælle mig. Jeg havde mange første gang, men sjovt nok ikke efter anden fødsel.
  5. At jordemoderen lige efter fødslen sprayer bedøvelsesmiddel ”down there” inden hun syr små og store rifter. Der dér bedøvelse… det siver jo helt ekstremt meget. Man skulle ellers tro, at man var ligeglad med en lille smule bedøvelsesspray, når man lige har presset en baby ud, men av!
  6. At hæmorider, blodsprængninger i øjnene og små blodsprængninger generelt åbenbart også er helt normalt.
Få timer efter fødslen

Begge mine fødsler var rigtig gode oplevelser på trods af mange timer første gang

Det virker skræmmende ja, men jeg har alligevel gjort det to gange på halvandet år. Kroppen heler og bliver efter noget tid sig selv igen. Og når man sidder man den lækreste guldklump i sine arme, bliver det hele en del mere udholdeligt.