Det der med at blive storesøster

 

Kender i historien om den søde pige der skulle være storesøster? Alt gik godt og den søde pige tog det hele flot, hørte efter hvad mor og far sagde, slog ikke babyen og opførste sig bare super. Hjemmet var rent, parforholdet kørte, det kunne faktisk ikke blive bedre. Hvis nogen kender historien, så vil jeg gerne høre den, for jeg kender den IKKE!

 

Nu er Arthur herhjemme, snart 5 måneder gammel og jeg tog mig selv i den anden dag sådan lidt, at lave status over de måneder der er gået. Jeg synes hurtigt man som forældre finder ind i en rytme som familie på 4. At finde ind i rollen som storesøster kræver dog lidt mere tilvænning. Jeg synes vi havde nogle gode tanker under graviditeten for hvordan vi skulle gøre Ella klar til at blive storesøster. Vi har altid omtalt Arthur som Ellas lillebror og ikke vores baby. På den måde havde vi forestillet os, at hun ville få en smule ejerskab over lillebror, og føle sig som en del af det hele. Alle vi mødte fortalte os konstant omkring hvor hårdt det er at få endnu en nyfødt, når man har et barn i forvejen. De konstante opvågninger, gråd osv. men der er satme ikke en eneste der har fortalt mig, at den værste ville være den store! Jeg synes ofte at der bliver opstillet et idyllisk billede af en nybagt storesøster, men jeg kan da ikke være den eneste, hvor min datter nærmest blev til et monster? :’)

Okay, Ella har temperament, ekstremt temperament. Og det hun også udover denne oplevelse, men det blev voldsomt da Arthur kom til verden.

Selvfølgelig var hun den første der så Arthur og det var kærlighed ved første blik, hun kyssede og krammede ham som jeg aldrig har set før. Hun tog med mormor hjem og sov derefter og det gik alt sammen så fint. Dagen efter kørte Henrik hjem og hentede hende, så de kunne hygge sig hjemme og sove. Det endte så med, at jeg lå midt om natten på min kolde stue på sygehuset, ammede Arthur samtidig med at jeg sang vuggeviser for Ella i røret, da hun ikke ville stoppe med at græde!

Jeg fik planlagt kejsersnit med Arthur, så jeg skulle være indlagt et par dage men dagen efter måtte vi komme hjem. Vi havde sørget for billetter til Ella og far, så de kunne komme ind og se cirkus summarum. WAUW!! tænkte vi. Det vil hun elske, tro om igen mor og far. Hun var trist hele turen, og ville hjem efter Motor Mille havde været på. SOM DEN FØRSTE! Så de måtte køre hjem i pausen. Herhjemme var det ligeså slemt, hun råbte og skreg, slog os og Arthur og kunne slet ikke være i det. Jeg følte på en måde også at jeg svigtede hende. Jeg kunne ikke være der for hende som hun havde været vant til og ofte fik hun bare skæld ud, fordi hun gjorde noget ved Arthur jeg ikke ville have. Det var en virkelig hård tid og jeg græd stort set hver aften. 14 dage gik der og så startede Ella i børnehave, en helt ny børnehave hvor hun ikke kendte en eneste, det gjorde det ikke ligefrem bedre.

Dog, fandt vi hurtigt ind i en rutine og Ella elskede(elsker) når Arthur er med for at aflevere og hente hende i børnehaven. Den sidste måneds tid er der virkelig faldet ro på herhjemme, og Ella er tilbage til sit dejlige glade jeg og jeg føler virkelig at det hele begynder at lysne. Arthur griner af hende hele tiden, hvilket man bare tydeligt kan se, at hun elsker.

Hvis jeg skal give et godt råd til kommende andengangs forældre, så er det virkelig at i ikke kan forberede jeres børn på den kæmpe forandring der skal til at ske. Det er blot vigtigt at anerkende barnet for deres følelser og give sig tid til også at lege med dem, når den lille sover selvom det erhårdt. Det hele bliver bedre med tiden, det kan skrive under på 😉

Hvad er jeres historier med det at få en lillebror/søster?

Camilla

20785870_10155481892828467_2087357117738388112_o