En rigtig (smuk) ups’er

Nu er jeg jo heldigvis den glade mor til to skønne og raske børn, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at bare en af dem var planlagt 😀 Der findes så mange forforståelser og fordomme omkring par der hurtigt får børn sammen, så jeg tænkte at i da ikke skulle snydes for min historie, da vi selv er et af de par herhjemme.

I sommeren 2013 havde jeg netop startet ny uddannelse, flyttet til en lille by og var klar på alt det nye der skulle ske de næste par år. På mit nye studie møder jeg den her flotte mand, som jeg rimelig hurtigt brænder ret varm på! Vi finder sammen og det ene tager det andet og vi bliver et par rimelig hurtigt efter. Jeg tror ikke engang at vi rigtig nåede at forventningsafstemme det her nye forhold, inden vi en dag sad på min terasse og røg en cigaret. Jeg havde haft det lidt mærkeligt, så jeg googlede lige symptomerne på gravidtet. Det skal jo så siges, at på daværende tidspunkt havde vi ikke været sammen mere end 2 måneder, men hvem tæller 😉 Nåh, alle symptomerne passede på mig, så jeg sendte H afsted i netto med det samme efter en test og frem kom to fine streger. Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, hold nu op, de tanker jeg havde da jeg så de to streger, tænk sig at jeg med det samme tænkte at det barn skulle væk. Jeg kan slet ikke holde tanken ud idag, men hvad skulle vi gøre? Vi havde lige mødt hinanden, var begge to på SU og boede i hver sin et værelses lejlighed, det var jo umuligt hvis man spørger alle de kloge mennesker rundt omkring.

Jeg tog hjem til min mor og fik snakket hele sitationen igennem. Jeg kan huske at jeg frygtede hendes reaktion, men jeg glemmer aldrig at hun bare sagde ”Du vover på at slå mit barnebarn ihjel”. Bum, så var det ligesom sagt. Det var en mærkværdig situation, min mor havde jo slet ikke mødt H endnu, det var nok det mest akavede ved hele situationen. Jeg mindes at jeg skulle hente H hos hans far og jeg kom der som den nye kæreste, der forresten også lige var gravid. Den situation har jeg ikke lyst til at genleve :’)

Et par dage efter mit besøg hos min mor, blev vi enige med hinanden om, at selvfølgelig kunne vi ikke finde på at få barnet fjernet, vi var jo ikke 16 år længere, nej vi var begge 25 og kan man lave det sjove, så må man også klare det alvorlige, selvom man troede man beskyttede sig med piller.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette opslag, men jeg har i flere grupper læst en masse pigers desperate råb om hjælp i en situation der minder om min. Selvom alle odds er imod en, så kan det stadig godt vendes til noget fantastisk. Jeg tror ikke der var en eneste der troede på at H og jeg ville klare den her, men her står vi 3 år efter med to smukke børn og selvom parforholdet ikke er perfekt, så er vi stadig glade og vi er stadig sammen den dag idag.

Er der nogen af jer der har stået i en lignende situation?

Tak fordi i læste med, i får lige et baby billede af den lille Ella, som de to streger blev til 😉

IMG_20171121_214640_077