Fortsættelse, men langt fra afslutning

Glædelig 2. december.

Jeg sluttede jo noget brat i sidste indlæg, tarveligt, men med vilje, for så var nysgerrigheden, måske, vagt og du vil gerne læse mere.

 

Jeg var jo gravid, fem uger henne og jeg havde voldsom kvalme. Jeg var dog sikker på, det var helt normalt, så jeg gik da gladeligt på arbejde mandag morgen tre dage efter, kvalmen satte ind. Og så begyndte jeg at kaste op. Alt hvad der kom ned blev prompte sendt retur fra en utilfreds mave. Igen, det er jo normalt, første trimester, hormoner og sådan. Torsdag ringede jeg panisk til lægen, da jeg blødte. Ikke styrtende, men nok til, jeg var langt fra tryg. Jeg røg til scanning fredag og beordret ro og sygemelding. Det var sidste dag jeg var på arbejde i resten af min graviditet.

 

Jeg blev dårligere og dårligere, vægten faldt drastisk og efter blot to uger med kvalme og opkast, røg jeg til lægen, der straks ringede efter en ambulance. Afsted til sygehuset, indlæggelse i et døgn og fire liter væske blev pumpet ind i kroppen på mig via drop. Jeg lå i et døgn og følte en markant bedring, kunne ovenikøbet spise en enkelt bid brød og jeg blev sendt hjem. To dage efter var jeg retur til yderligere to liter væske.

Jeg startede på akupunktur hos min læge, jeg var på sygehuset to gange om ugen til væskebehandling og jeg blev tyndere og tyndere, mere og mere afkræftet og prøvede at råbe sygeplejepersonalet op om, at der var noget galt. “Du har Hyperemesis Gravidarum,” var svaret. “Det behandler vi med væske og akupunktur og de fleste er ovre det i uge 20.”
Så jeg ventede. Vægten faldt ca. 14 kg på ligeså mange uger og det blev tid til nakkefoldsskanning, hvor alt så normalt ud.

Da jeg var i uge 24, ville sundhedsplejersken gerne ud og hilse på, det sagde jeg ja til. Hun blev mildest talt bekymret over min tilstand og ville have tilladelse til at ringe til min læge, for det her kunne ikke være normalt. Jeg havde på daværende tidspunkt tabt ca 20 kg og jeg havde ikke spist eller drukket i 2 uger.

Der ligger et lægetjek omkring denne tid, så jeg skulle alligevel derind. Hun ringede til sygehuset, jeg røg til skanning og til samtale hos en meget venlig læge, der ville gøre hvad som helst for at hjælpe. Ugen efter ville hun ikke røre en finger, selvom jeg kom med nogle konkrete løsninger. Heldigvis havde hun forinden bestilt blodprøver på et sygehus tættere på vores bopæl, så jeg var ikke helt tabt.

Men, men, men. Jeg nåede at blive så dårlig inden, at jeg måtte ringe og aflyse tiden, for jeg kunne simpelthen ikke komme derind i den tilstand. Sygeplejersken satte straks gang i sagerne, lavede en åben tid og bad mig om at komme ind hurtigst muligt. Jeg ringede grædende til min veninde og hun hoppede i tøjet, var hos mig et kvarter efter og så kom jeg på sygehuset.

Jeg blev lagt på en seng, fik tilbudt væskedrop, som jeg sagde nej til, da det jo kun var en kortvarig løsning og jeg havde behov for en virkbar løsning. Der blev taget blodprøver, jeg kom på vægten og sygeplejersken forsvandt med ordene: “Væskedrop eller du bliver sendt hjem, vi indlægger ikke folk her, du kan jo ikke være her resten af graviditeten.”

En halv time efter kom sygeplejersken tilbage med svar på alle prøverne. Mine væsketal var fine, men resten så slemt ud og med et vægttab på knapt 30 kg, blev jeg straks indlagt.