Mit første indlæg

Wow, mit første indlæg på det hersens blog-ting.

Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad denne blog skal indeholde, men hvor skal jeg dog starte?

Jeg kan fortælle lidt om mig:

Jeg er lige nu 36 år gammel og har, i forhold til resten af familien, fået barn ret sent. Jeg har altid sagt, jeg under ingen omstændigheder ville opdrage et enebarn, men skæbnen er ikke altid enig i mine meninger og holdninger, så nu har min mand og jeg en pragtfuld datter, der ikke får søskende. Mere om det senere.

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som mor. Tværtimod har en hård barndom gjort, at jeg har dømt mig selv uegnet som mor. Indtil jeg mødte D, der vendte alt på hovedet og udfordrer mig på daglig basis. Han er den eneste ene og vi er endda gået så vidt, som til at blive gift. Det troede jeg heller aldrig, jeg skulle blive.

Nå, men jeg hopper i med begge ben og starter lige på og hårdt med, hvorfor jeg vil pådutte dig mine skriverier: Graviditeten og det at blive mor med alt hvad det indebærer.

Jeg har en kronisk sygdom, Fibromyalgi, så en graviditet kunne potentielt blive problematisk, men ingen af os havde i vores vildeste fantasi forestillet os det helvede, vi skulle igennem for at kunne møde vores livs kærlighed.

Jeg startede med at trappe ud af medicin, bruge et halvt år på at manøvrere rundt uden den og teste af, om jeg kunne være i smerterne uden. Det kunne jeg og vi søsatte projekt baby. Efter et år, utallige undersøgelser og en operation, kom den længe ventede streg på testen.

Jeg fik kvalme, hold op, jeg fik kvalme. Præcis på den dag, jeg gik i uge 5, lagde jeg mig ned og begyndte på alle de gamle husgeråd angående bekæmpelse af kvalme. Intet hjalp og D købte tests to dage efter, der viste bragende positiv. Kontrolfarven var ikke nået at blive fyldt ud, før der var en streg, så ingen tvivl der.

Og jeg var lykkelig. Meget. Og tænkte: ”Morgenkvalme, det har kvinder overlevet i millioner af år, så det kan jeg også.”

Men det var ikke bare morgenkvalme …