Nyt år, nye udfordringer – fortsættelse på graviditeten

Advarsel: Indeholder et fuldstændig ærligt billede på Hyperemesis Gravidarum.

 

Før jul sluttede jeg bloggen ved min indlæggelse. Dette dels fordi, det stadig står tydeligt i min erindring som noget smertefuldt, dels fordi, der ikke var nogen grund til at skabe dårlig julestemning.

 

Da jeg blev indlagt, var jeg 29 uger henne og vi var i slutningen af november 2014.
Jeg blev lagt på en to-mandsstue, længst væk fra døren, hvilket var det bedste, de kunne have gjort, for den mindste lyd eller lugt fik mig til at kaste op.
De første dage er et stort virvar af ordre om skulle ud at gå, på toilettet, spise og atter spise. Alt blev prøvet fra en ende af og alt røg retur med renter. Opkastningerne var så voldsomme, at sygeplejerskerne gentagende gange, med beroligende stemme, bad mig om at trække vejret.
Jeg var skind og ben, maven var gået i stå og alt smagte af luft.
Efter diverse undersøgelse, blodprøver samt en tur omkring en kikkertundersøgelse af hals og mave, blev jeg sat i gang med at tage medicin:

1) For svamp i halsrøret grundet de mange og voldsomme opkastninger
2) Penicillinkur for Streptokokker, smittet på sygehuset.
3) Penicillinkur *2 for blærebetændelse
4) Kvalmestillende
5) Et mildt laksativ til at få maven i gang og holde den i gang.
6) Syredæmpende, for at holde mavesyren i skak.
7) Vitaminpille
8) Blodfortyndende (Som jeg hadede, da det skulle gives via kanyle hver dag og jeg er rædselsslagen for nåle)

Og det er blot, hvad jeg kan huske lige nu.

Udover al medicinen, undersøgelserne og de daglige samtaler med sygeplejerskerne, kom der også en psykolog forbi, da det jo måtte være noget psykisk, at jeg ikke ville spise. Efter halvanden times behagelig samtale, konkluderede den rare psykolog, at jeg havde godt styr på min psyke og, at hun ikke kunne finde nogle indikatorer, der pegede i retning af spiseforstyrrelse. Dette var lægen dog ikke overbevist om og jeg blev stadig behandlet som en, der ikke ville spise, fremfor en, der ikke kunne spise.

Jeg husker helt tydeligt en af de første dage, jeg var der, at en af sygeplejersken insisterede på, jeg skulle gå på toilettet og jeg sagde til hende, jeg ikke havde kræfterne til det, men da jeg jo gerne ville vise min velvilje, fik jeg bakset mig op at sidde og begyndte rejsen derud. Rejsen tilbage igen glemmer den sygeplejerske nok aldrig, da jeg kollapsede fuldstændig i hendes arme, benene gav simpelthen efter, og hun blev så forskrækket, at hun udbrud: “Nej, Susan, det må du ikke, for så er jeg nødt til at lade dig falde.” Et eller andet sted var jeg bedøvende ligeglad, for jeg ønskede bare at sygne hen, så længe mit barn overlevede. Jeg fandt dog kræfterne og på en eller anden vis fik vi, med fælles hjælp, bakset mig tilbage på stuen og op i seng. Næste gang, jeg vågnede, var min værelseskammerat flyttet ud og der var ikke flere krav om gåture eller toiletbesøg, før jeg selv bad om det.

Maden var stadig en udfordring, trods al medicinen, og der kom en sygeplejerske ind ved hvert måltid, satte sig på min seng og nærmest fodrede mig. En enkelt skive pizza af de små, tog ca halvanden time at komme igennem. Denne skive pizza er så levende i både min mands og min erindring, da det var det første måltid, der blev hvor det skulle siden graviditetens start.

Langsomt blev jeg stærkere og stærkere, vægten steg med små 100-200 gram om dagen og jeg kunne spise mere. Jeg udfordrede mig selv hver dag enten mht at opfylde sygeplejerskernes ordre om væskeindtag eller at se, om jeg selv kunne gå op til madvognen.
Alt blev monitoreret. Der blev lagt et skema på mit bord, der skulle udfyldes af sygeplejerskerne i forhold til mad og væske, både ind og ud. Jeg måtte intet selv og jeg blev tjekket ca hver tredje time i forhold til, hvad jeg brugte min tid på og hvordan min dag blev brugt. Lange samtaler med sygeplejerskerne med de samme spørgsmål om og om igen.

Det hele kulminerede, da overlægen valgte, at jeg havde en spiseforstyrrelse og derfor skulle overflyttes til afdelingen, der tog sig af dette. Det ville jeg gerne give en chance, så jeg blev trillet over til afdelingen og som det første blev jeg mødt af en sygeplejerske, der bad mig hoppe ud af kørestolen, for jeg kunne da ikke bare sidde der. Nå, det blev bare skubbet om bag i hovedet, da hun jo ikke kendte mig eller min situation og derfor ikke kunne vide, det var nærmest umuligt for mig at stå oprejst.
Jeg fik en grundig gennemgang af afdelingen, dens indretning og rutiner, men et eller andet sted, begyndte alarmklokkerne at ringe og spørgsmålene begyndte at trænge sig på. Jeg havde været indlagt i ti dage på dette tidspunkt.

Min mand og jeg fik weekenden over til at tale det igennem og tænke over det. Vi gennemgik sammen den brochure samt madplan, jeg havde fået udleveret og jeg gik fuldstændig i sort. Sjældent har jeg grædt så meget og så længe. Alt var for meget.
Madplanen var tilrettelagt bulimi-og anoreksipatienter, der skulle tage tage på med rivende fart. Jeg kunne slet ikke rumme al den mad og bare tanken sendte mig straks mod toilettet, trods det, at jeg faktisk havde kvalmen rigtig godt under kontrol. Besøgstiden pralede de med var fra 13-22, men de havde restriktioner på, der gjorde, at min mand og jeg maksimalt kunne drive 45 minutter ud af det om dagen. Det kunne jeg ikke bære.
Jeg er ikke socialt anlagt og bliver drænet i samvær med andre,så udsigten til at skulle tvinges til at bruge ti timer om dagen i selskab med andre, var alt for meget. Jeg ville være død, rent psykisk, på tre dage.
Alt dette og meget mere snakkede vi med vores rareste, mest forstående sygeplejerske om og vi besluttede at teste madplanen af over weekenden, så overlægen kunne se, jeg gerne ville høre efter deres råd.
Jeg blev så dårlig, så jeg knap kunne tænke på andet end at stikke to fingre i halsen.

Da mandagen kom, ville overlægen kigge ind og høre om vores beslutning. Sygeplejersken havde lovet, hun ville give besked inden, så min mand kunne nå at komme med på telefonen. Det nåede vi dog ikke, for da jeg havde hentet min frokost og det grønt, vi selv havde med, stod læge og sygeplejerske i døren med bebrejdende spørgsmål, om jeg havde været ude og kaste op. Heldigvis var beviset på mit nej, ret i synligt, da jeg stod med min frokosttallerken i hånden. Jeg nåede lynhurtigt at ringe Daniel op og vi ridsede vores bekymringer op, som udover allerede nævnt, også inkluderede det manglende personale i form af jordemoder eller læge, hvis jeg skulle gå i fødsel grundet stress.
Lægen hørte på os og bad mig atter en gang om at genoverveje. Jeg holdt på et nej og hun bad så om lov til at se madplanen. Hun kom tilbage tre minutter efter og gav mig helt og holdent ret i mit nej og hun ville anbefale, jeg ikke kom over på afdelingen, da det var fuldstændig vanvittigt at tro, jeg kunne spise de mængder. Ikke engang hun selv, ville kunne overholde den madplan.
Istedet lavede jeg en plan sammen med sygeplejersken, som indeholdt den rette mængde, men var reelt mulig at overholde.
Jeg kunne nu selv hente min mad og skemaet blev ligeså stille fjernet, men jeg skulle stadig overvåges af en sygeplejeske ved hvert måltid, da de kun gav mig en halv time til at spise alt på tallerkenen. Efter tre dage blev alle tøjler fjernet og jeg var min egen herre igen. Jeg havde nu været indlagt i over fjorten dage og december var så småt ved at være i gang med diverse julekalendre og pynt på stuen.
Jeg havde fået ny værelseskammerat og vi råhyggede i hinandens selskab, støttede hinanden, når det var svært og hjalp hinanden i det omfang, vi kunne.

Nu må jeg hellere slutte af og gemme resten til senere.

 

 

1016880_10205276312328464_6483296001260255129_n