Tanker om julen

ADVARSEL: Dette indlæg indeholder meget ærlige og lettere voldsomme beskrivelser af Hyperemesis Gravidarum.

 

For to år siden var jeg ikke sikker på, jeg ville kunne holde jul, fordi jeg var så afkræftet og appetitten var absolut væk. Desuden ville alt hvad der bare mindede om duften af mad, sende mig direkte mod badeværelset med en pose for munden, hvis jeg nu ikke kunne nå helt derud. Hvilket jeg sjældent kunne trods det, at der kun var ti meter fra min permanente sofaplads og derud.

 

Jeg har i dag valgt at sætte intet mindre end to billeder ind. Det første er taget, da jeg var fem måneder henne og det næste er et halv år senere, da jeg blev udskrevet fra sygehuset efter at have taget omkring tre kilo på. Det var det år, jeg var glad for, at vægten steg i julen, for det betød, jeg måtte komme hjem. Selve oplevelsen med indlæggelsen, må I have til gode til næste gang, for det er en lang og trist historie.

 

10519194_10154531862735602_6035690845227186114_o

Ja, det er mig, fem måneder henne og jeg anede det ikke. Dagen efter dette billede blev taget, satte kvalmen ind og kiloene begyndte at rasle af. Jeg synger i gospelkor og dette billede er fra vores sommerkoncert. Jeg kan huske, jeg tænkte dagen efter, at jeg måtte have spist et eller andet eller overanstrengt mig til koncerten, for det var længe siden, jeg havde haft det så dårligt.

De efterfølgende uger dalede appetitten, der røg mindre og mindre indenbords, men til gengæld røg alt og mere til retur. Til sidst var det blod og galde, der kom op. Jeg lå på sofaen og svandt ind, blev mere og mere afkræftet og fandt kun lindring, når jeg sov. Der var dage, hvor jeg var så svag, at jeg ikke kunne vende mig på sofaen og måtte have hjælp af min mand. Et bad foregik i badekar og blev efterfulgt af flere timers søvn.

Til sidst var det så slemt, at min mand ikke turde lade mig være alene hjemme og vi rakte ud til familie og venner, som skiftedes til at komme på besøg. Det var frygteligt pinligt at have andre i mit hus, nu jeg ikke kunne gøre rent og ikke en gang kunne sørge for mig selv. Jeg var usoigneret, sov 90% af tiden og kunne kun tale i korte sætninger.

Opkastningerne var så voldsomme til sidst, at jeg måtte skifte undertøj bagefter og vaske gulvet på badeværelset. Nogle gange sov jeg på badeværelset, fordi jeg kastede op i så kontinuerlig en strøm, at jeg ikke kunne nå fra badeværelset og ind i stuen, før jeg kunne vende om og gå tilbage igen.

 

 

10410637_10204826365600077_97935155201440213_n

Og her er jeg så på dagen for min udskrivelse. Jeg havde taget ca tre kilo på, på ti dage. Jeg kunne selv stå op i badet og jeg kom i bad hver anden dag fremfor hver anden uge. Jeg fik kvalmestillende, den samme slags man giver til kemopatienter, for at kunne spise og jeg glædede mig som en gal til at komme hjem og holde jul.

Da jeg sad her den sidste dag og talte med den sygeplejerske, der tog imod mig ved indlæggelsen og som nærmest bar mig ud på toilettet den første morgen, fortalte hun mig, var hun alvorligt bekymret for, jeg ikke ville blive udskrevet igen. Det sidder stadig dybt i mig, for jeg husker kun meget korte glimt fra de første tre dage dage.

 

Der er sket meget siden da og jeg er stadig mærket af graviditeten på flere måder, men det kommer hen af vejen, for det er ikke altid, at tankerne er kronologiske.