Vejen til en æggestok og æggeleder mindre.

 timeglasset

Hej og velkommen til min blog.

Første indlæg, det er vel altid en lidt svær ting, for hvordan er det nu lige man skal gribe det hele an?
Jeg tror jeg vil springe ud i det og starte næsten fra begyndelsen fra da jeg fik fjernet min æggeleder og æggestok, så jeg undskylder på forhånd det lidt (ok måske meget) lange indlæg: men jeg syntes jeg vil give jer et indblik i hvordan jeg/vi er havnet her hvor vi er i dag.

Here we goes.

Omkring 1 år efter vi begynde at komme sammen, har jeg været indlagt on/off på diverse hospitaler, med mavekramper. Ingen af gangene har lægerne kunne komme med en grund til hvorfor jeg havde ondt, men snakket lidt om at det jo nok var fordi jeg havde forstoppelse.

På et tidspunkt i forløbet begynde mit bakterietal i blodet at være for højt og derfor skulle jeg tjekkes for alt mellem himmel og jord. Jeg kan ikke huske alt det jeg har skulle tjekkes for. Men de fandt aldrig ud af hvad det var.

2 mdr. før min eksamen vågnet jeg klokken bæh om natten og havde smerter i underlivet. Ingen smerte jeg havde haft før kunne samlingens med den jeg havde lige der.
Og jeg tænkte, ”pis! Forstoppelse igen”, greb min mobil og løb på wc for at ja. You know.
Smerterne tog til og jeg måtte kalde; råbe; skrige, min mand vågen.
Som selvfølgelig efter en del skrigeri kom styrtende. Og jeg fik stor tudet forklaret ham hvad der var galt. Han ringet til lægevagten; som selvfølgelig insistere på at komme til at snakke med mig. Jeg fik hakkende fortalt hvad der var galt og han bliver enig med sig selv om at vi hellere måtte køre en tur til Holbæk sygehus.

Da vi kommer op, kalder lægen os ind. jeg stor tuder stadig, og hun kan dårligt nok røre uden jeg skriger af smerter. Hun vælger nu at sende os over på skadestuen, som ligger ca. 100 meter derfra. Og selvfølgelig skulle vi gå derhen. Da vi så kommer der hen styrer jeg direkte hen mod en søjle og holder om den samtidig med at jeg stadig næsten skriger af smerte.

Set i bagspejlet var det nok ikke så mega hensynsfuldt, for de andre der sad i venterummet blev naturligvis nok en del chokeret. Men jeg kom heldigvis hurtigt ind.

Og her mister jeg min tidsfornemmelse men, Jeg kommer ind; skal i en CT skanner; får af vide at jeg har en knude på den ene æggeleder; bliver indlagt; får en masse morfin; får af vide det er en kræftcyste på størrelse med en tennisbold, og skal derfor have opereret hele den ene æggestok og æggeleder ud så hurtigt som muligt; skal have taget en masse prøver; bliver udskrevet; bliver indkaldt til ny operation, denne gang for at få fjernet noget fedtvæv og får at få taget et par prøver mere; bliver udskrevet igen;
skal så være sengeliggende 3 uger. Alt imens jeg samtidig skal forberede min eksamen og vores bryllup, der er 4 uger til.

Det var uden tvivl en følelsesmæssig ruchebane, og uden min dejlige mand og nogle fantastisk venner, veninde og familie havde jeg aldrig bestået min HG eksamen, og haft overskud til at planlægge vores bryllup.

Da jeg skulle til kontrol på, fik vi af vide at alt er som det skulle være. MEN; at vi rent ud sagt skal få fingeren ud og få de børn vi skal have, fordi der er stor risiko for at jeg kan få en cyste på den anden æggestok og dermed blive steril.

Vi blev trods det pludselige tidspres, enige om at tage alt som det kom, og fik samtidig af vide af vores læge, at hvis jeg ikke var blevet gravid til december så skulle vi søge professionel hjælp.
Efter brylluppet (som var lige præcis som vi havde drømt om) begynde jeg at skemalægge alt fra menstruationer, hvornår vi havde sex, hvornår jeg havde ægløsning, og vi knaldet på livet løs.
Prøvet at gøre ”det” hver anden dag, senere hver tredje dag og så videre og så videre, og læste stolpe op og ned om hvad man selv kunne gøre for at fremme en graviditet.

Da vi nået december var der stadig ikke bid.
Og vi måtte derfor op til fertilitetsklinikken. Både min mand og jeg var overbeviste om at det er mig der var ”problemet” for jeg havde jo kun en æggestok (og æggeleder) at gøre godt med.

Vi fik taget prøver og mens jeg fik af vide at jeg var så normal som man kunne blive; fik min mand af vide at hans blodprøver også var som de skulle være, men at hans spermtal var dødt.

CHOK!!!

Det var mest mig der skulle vende mig til tanken om at det pludselig var ham og ikke mig der var ”problemet” og jeg blev ved med at sige ”De har behandlet prøven forkert, der er noget de har gjort forkert, det kan IKKE passe! ”
Min mand tog det rigtig flot og blev ved med at sige at han ikke regnet med at der vil ske den store forandring, og forenet sig hurtigt med situationen.

Efter 3 negative sædprøver fik vi tilbudt en TESA (testikelbiopsi), og uden at tøve takket min mand ja tak.
Det kunne jo være at sædcellerne trodsalt levede nede i pungen.
Igen klynget jeg mig til håbet mens min mand forholdt sig passivt.

Men vi lavede alligevel en plan A, B, C, D osv. Så vi var forberedte på hvad vi vil hvis nu en TESA kun vil bekræfte det værst tænkelige. Og snakket både donation og adoption.

Dagen kom og første biopsi viste også nul, anden viste nul; og efter den 4. fik vi af vide at der INTET liv er.

Så kom vi ind og snakket med lægen igen, som gentog at alle vores prøver jo viste nul; så man kunne kun konkludere at min mand ikke havde nogen levende sædceller (At han er steril).
Lægen begyndte og fortælle om andre behandlings muligheder, og anbefalet en IUI, og om åben og lukket sæddonorer. Da han var færdig kigger vi på hinanden og siger jamen så må vi jo bare i gang med IUI- D (donorinsemination) fra en åben sæddonor.

Lægen kigger på os og spørg om vi ikke lige vil hjem og snakke om det. Hvor til vi forklare ham at vi allerede har taget snakken og er helt enige om at vi gerne vil have en åben sæddonor.
Nu kigger han forbløffet på os og siger at det er sjældent han har set par tage det så pænt som vi gør og på forhånd har snakket om og lagt både en plan A, B og C.

Så fortalte lægen så at jeg skal tabe mig nogle kg. før de vil røre mig med en ildtang, fordi der er en masse komplikationer forbundet med overvægt fertilitetsbehandling og graviditet. Der er jo også ske en masse der kan skade både barnet eller mig. Men da vores situation er så speciel som den er. (At lægerne står og gerne vil have den anden æggestok ud, og jeg ”kun” har den ene ”side2 at gøre godt med). Så skal jeg ”kun” tabe mig 10 kg. Hvor jeg ellers skulle tabe 20 kg. Men jo mere jo bedre.

Det er vi selvfølgelig vildt glade for, og jeg ved der er mange der forstår mig når jeg siger, Hold op hvor er det hårdt. Også selvom det ”kun” drejer sig om ”sølle” 10

Det var alt for denne gang. Jeg håber du/i har læs med, med spænding. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at skrive det næste oplæg.