Close
Hvad er der galt med mig?
facebook pinterest twitter

Hvad er der galt med mig?

turbomor 2 november 2017, 18:41

Min Mave har tabu, som tema her i tiden, og derfor har jeg valgt at skrive dette indlæg, selvom det ikke er helt nemt for mig. Jeg føler virkelig, at jeg vender vrangen ud på mig selv, og jeg kan godt være bange for folks reaktion. Men jeg er forhåbentlig ikke alene, med det jeg går igennem, og måske kan jeg hjælpe mig selv og andre ved at fortælle min historie.

Jeg har det seneste halve år ikke haft det godt. Jeg har konstant hovedpine, er træt uanset hvor meget eller lidt jeg sover, jeg er svimmel og er generelt utilpas. Som om disse ting ikke er slemme nok i sig selv, så har jeg det også skidt psykisk. Jeg har rigtig lavt selvværd. Jeg føler overhovedet ikke at jeg slår til, hverken som mor, hustru eller menneske. Jeg har ikke lyst til noget som helst, da mit energiniveau er lig nul. Det er svært for mig at lave de almindelige gøremål her hjemme. Selv ting jeg normalt holder af at lave, er der hverken overskud eller lyst til. Hvis jeg kunne ville jeg bare blive i min seng hele dagen.

I går aftes havde jeg en snak med min mand om, hvordan jeg går og har det. Han har nemlig godt lagt mærke til, at jeg de sidste to måneder har ændret mig rigtig meget. Jeg føler mig sur og irriteret, og derfor vrisser jeg både af mand og børn. Min lunte er utrolig kort, og der skal intet til at tænde den, så jeg har ofte reageret meget voldsomt på små og lige gyldige ting. Derudover har han også lagt mærke til, at jeg ingen beslutninger kan tage. Jeg var nok den der tog størstedelen af beslutningerne her hjemme, men jeg har ikke kunne tage stilling til noget som helst, og derfor har jeg bare svaret “det ved jeg ikke” til nærmest alt.

Det er rigtig svært for mig at skrive, men jeg har det forfærdeligt i min egen krop. Hver dag er en kamp mod mig selv og for mine børn. Jeg prøver ikke at lade den mærke, hvor skidt jeg har det, men om aftenen sidder jeg ofte med en følelse af, at det ikke helt er lykkedes alligevel. Jeg har rigtig lave tanker om mig selv. Jeg føler ikke, at jeg kan noget, og det, at jeg er hjemmegående, bidrager bestemt ikke positivt til denne tanke. Jeg har ikke færdiggjort nogen uddannelse, og efter utallige afslag på jobansøgninger, føler jeg bare ikke, at jeg kan bruges på arbejdsmarkedet. Jeg har også nogle dumme tanker omkring mit udseende, som jeg ellers havde et okay forhold til tidligere. Jeg føler mig grim og tyk. Jeg kan finde mange andre grimme ord om mit udseende, men jeg må hellere lade være.

Som skrevet ovenfor føler jeg heller ikke at jeg slår til som mor eller menneske. Jeg ved ikke hvem jeg er, eller hvad jeg skal, for det eneste jeg kan er at være mor, og det synes jeg faktisk ikke, at jeg klarer særlig godt lige for tiden. For et halvt år siden, ville jeg have beskrevet mig selv som en god mor, der havde overskud til at være der for mine børn. Nu føler jeg ikke, at jeg kan rumme den. Det er rigtig hårdt, for jeg vil dem gerne, og så når jeg er med den, glæder jeg mig til at få lidt tid i fred for den. Jeg kæmper, for jeg vil gerne være og have det bedre end nu, det er bare så fandens svært. Jeg ved ikke, hvem jeg er, så hvordan skal jeg kunne ændre der jeg gør? Alt hvad jeg gør, gør jeg fordi jeg skal, ikke fordi jeg har lyst. Jeg føler kun, at jeg lever, fordi jeg skal. Jeg har ikke lyst til at leve. Ikke at jeg vil tage livet af mig selv, men jeg har ikke lyst til at leve livet og gøre noget andet end at ligge i min seng.

Da jeg sagde de ord til min mand i går, gik det op for mig, at jeg måske har en depression, og at jeg har brug for hjælp og støtte til at komme videre. Jeg har gået med det her for mig selv i flere måneder, og jeg har bare været træt af, at folk (især Jonas) ikke har kunne se, at jeg har det rigtig skidt. På den anden side, kan jeg heller ikke forvente at folk der det, når jeg at bedste evne har prøvet at skjule, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg har heldigvis fået en tid ved min læge i næste uge, som forhåbentlig kan hjælpe mig videre, så jeg kan komme om på den anden side igen. Jeg savner mig! Den glade, leende, udadvendte og overskudsagtige mor, som jeg var indtil for nogle måneder siden. Hun må gerne snart komme tilbage. <3

Jeg håber dette indlæg kan hjælpe andre, som måske også sidder med samme tanker og følelser, som jeg sidder med.

Du er ikke alene!

15096453817371515747545