DNA-test

Tvillinger til DNA test

 

Har du tvillinger af samme køn?
– og synes du, at de ligner hinanden mere, end man kan forvente af tveæggede?


Eller har du en anden grund til at ville være sikker på tvillingetypen?

Så er en DNA-test eneste løsning, hvis du vil være 100% sikker.

Enkelte danske hospitaler tager rutinemæssigt en blodprøve fra tvillinger, hvis der kan være tvivl om tvillingetypen.

3-6 måneder efter fødslen vil man som tvillingeforældre modtage en endelig typebestemmelse, der med en sikkerhed på 99,9% viser, om ens tvillinger er enæggede eller tveæggede.

En almindelig blodtypetest er ikke nok til at afgøre tvillingetypen – der skal en DNA-test til.

 

DNA-test på offentlige hospitaler får man primært af to grunde:

  • Hvis hospitalet er med i forskning under Det Danske Tvillingregister – pt. er det så vidt jeg er orienteret Odense Universitetshospital og Skejby Sygehus.
  • Hvis den ene tvilling lider af en arvelig sygdom, og man vil beregne risikoen for, at den anden tvilling også udvikler sygdommen.

 

Hvis man gerne have fastslået tvillingetypen, kan man betale sig fra en DNA-test – typisk et kindskrab fra indersiden af børnenes kind.

Efter betaling på et par tusinde kroner, får I tilsendt et prøvetest, og ca. en uge efter, man har returneret prøverne, kommer svaret. Mange firmaer verden over tilbyder en sådan DNA-test mod betaling – også danske firmaer.

 

Råd vedr. private tvillinge-DNA-test

I øjeblikket er der mig bekendt ingen danske firmaer, der råder over eget dansk laboratorium.

De danske dna-firmaer indsamler DNA-testene og sender dem til test hos et udenlandsk laboratorium.

I Danmark udfører Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut  ved Københavns Universitet dna-test for de offentlige myndigheder – men altså ikke for private.

Retsgenetiker, ph.d. Charlotte Hallenberg anbefaler følgende for at sikre en høj sikkerhed omkring en privat DNA-test:

  • Få om muligt en sundhedsfagligt person til at udtage prøverne – fx en læge eller sygeplejerske, der er trænet i at sikre korrekt id-kontrol, prøvemærkning, undgå forbytninger etc.
  • Ønsker du selv at tage kindskrabet, så følg vejledningen meget nøje – og pas især på, så du ikke får din egen dna på vatpinden under prøvetagning og håndtering af prøverne.