Close
Enæggede eller tveæggede?
facebook pinterest twitter

Enæggede eller tveæggede?

tvillingermereafdethele 4 februar 2014, 11:49

Tvillinger

Har du på hospitalet fået at vide, at dine tvillinger er tveæggede – men kan du eller andre ofte ikke kende forskel?
Så læs her

Da jeg ventede tvillinger, sagde jordemødrene under graviditeten, at jeg ventede en pige og en dreng, fordi deres hjerterytmer var meget forskellige. Jeg fødte dog to drenge – Rasmus og Mikkel.

Efter fødslen fik jeg at vide, at Rasmus og Mikkel var tveæggede ”fordi de havde hver sin moderkage og hver sine indre- og ydre fosterhinder”. 3 måneder efter fik jeg svar fra en dna-test: Rasmus og Mikkel er enæggede.

Det er nu 20 år siden, men jeg hører stadig fra mange tvillingeforældre, der:

  • Undrer sig over, at de ikke får tilbudt samme undersøgelser som andre tvillingeforældre de kender.
  • Efter fødslen har fået at vide af hospitalet, at deres tvillinger er tveæggede – selvom de selv eller andre ikke kan kende forskel.


Myter – og virkelighed

Der florerer stadig mange myter om begge dele – også blandt personalet på hospitalerne. Den mest hårdnakkede er den, at hvis tvillinger har hver sin moderkage – og hver sine indre og ydre fosterhinder – så er de altid tveæggede.
MEN DET ER IKKE KORREKT: Faktisk er 20-30% af tvillinger med den ’fordeling’ rent faktisk enæggede!

Det irriterer mig grænseløst, da myterne faktisk gør mange utrygge, og jeg taler eller skriver hver eneste uge med tvillingeforældre, der har fået forkerte oplysninger. Derfor vil jeg her med syv-tommer-søm slå fakta fast:

  • TVILLINGER AF HVER SIT KØN er helt sikkert tveæggede – og yderligere undersøgelser er ikke nødvendige.

 

  • TVILLINGER AF SAMME KØN bliver undersøgt for antallet af moderkager, ydre og indre fosterhinder samt børnenes blodtyper (efter fødslen) – alt sammen for at afgøre tvillingetypen.

 

◦  Undersøgelsen under graviditeten sker for at kende børnenes risiko for komplikationer under graviditeten
– jo færre fælles forhold, jo mindre risiko for komplikationer.

◦  Undersøgelsen lige efter fødslen sker for at se, om børnene er enæggede eller tveæggede.

 

Giver undersøgelserne ikke en 100% afklaring, så kan en DNA-test efter fødslen afgøre tvillingetypen – eller tålmodighed, da enæggede typisk vokser sig meget ens, mens tveæggede typisk vokser sig forskellige.
Hvis du også har tvillinger af samme køn:

Hvad har hospitalet fortalt dig om dine børns tvillingetyper?
Og har det været baseret på tvillingetest og/eller på antallet af moderkager og fosterhinder?