Når 2 bliver til 4

.. eller 6, ja hvordan tæller man egentlig sin familie. Det hedder vel egentlig når 4 bliver til 6, for vi ender jo med at være 6 i familien. – eller tæller man kun sine børn?!?!

Det er jo ikke noget, som jeg er ene om at have oplevet, da der efterhånden er mange som oplever at blive udvidet med tvillinger. Men det er alligevel en stor oplevelse for mig. Da det er en oplevelse som ikke er kommet gratis til os.

Hvis I ikke har gættet det, så er overskriften fordi vi igen venter tvillinger. Det var et lille chok for os, da vi allerede har tvillinger, men alligevel vidste vi jo godt at der var en risiko for at det igen blev tvillinger. Det er ikke noget genetisk mirakel, men det er vores mirakel, da vi for bare 6 år siden aldrig troede at drømmen om børn skulle gå i opfyldelse. For at slå fast, mine børn og fremtidige børn er lavet via fertilitetsbehandling.

Inden vi igen forsøgt at blive gravide, spurgte min mand mig ofte, hvorfor ønsker du igen at gå igennem sprøjter, hormoner, træthed og alle de bivirkninger som følger med? Vi har 2 perfekte børn, så hvorfor? – jeg kunne bare mærke at jeg var ikke færdig med at få børn.

Det lyder så åndssvagt for folk, som ikke selv har den følelse eller oplevelse, men jeg følte mig snydt efter min første graviditet. Jeg følte, at jeg var gået glip af noget af oplevelsen. Men som jeg forsøgte at fortælle ham, så kan jeg ikke give ham en rationel forklaring på hvorfor vi skulle forsøge at få flere børn, det var en følelse, og et behov, som jeg ikke kunne forklare.

Heldigvis har jeg en fantastisk mand, med en fantastisk holdning og forståelse for mig og hvordan tingene hænger sammen. Vi deler heldigvis den samme form for humor, og han får ofte at vide hvor irriterende han er, men hvor glad jeg er for at vi endte sammen.

Nu sidder jeg så her, og er godt igang med 3. trimester, og det lige så forfærdeligt, som første gang jeg var gravid. Trætheden, hormonerne, og alle de gener som følger med at være gravid. Nu har jeg selvfølgelig kun prøvet at have 2 børn i maven, men kan 100% fastslå at selve graviditeten kan jeg godt undvære. – måske det ville have været anderledes med kun 1 barn i maven?!

Når jeg hører andre fortælle om, hvor fantastisk det er at være gravid, griber jeg ofte mig selv i at tænke, det er dog den værste omgang vås jeg nogensinde har hørt. – det er forfærdeligt at være gravid. Men må hellere skynde mig at sige, at jeg håber da egentlig kun, at det er mig som har det så elendigt når jeg er gravid.

Jeg glæder mig så uendelig meget til mine børn kommer ud, og jeg elsker resultatet af en graviditet, men nøj, hvor synes jeg der er lang tid til december lige nu.

toblivertilfire