Aflevering i daginstitution

Første aflevering i dagplejen

 

Jeg kan huske den første aflevering af min søn i dagplejen…… 10 måneder gammel. Han var bare en lille klump i min verden. SLET ikke klar til livet udenfor vores trygge barselshule – eller jeg var i hvert fald ikke. Det var gået ALT for hurtigt. Hvor var de sidste 10 måneder blevet af? Han var jo lige blevet født, og nu stod vi foran den første aflevering i dagplejen.

Jeg kan huske da jeg stortudende ringede til min mor, da han var 2 uger gammel og sagde: “Jeg vil ikke have han bliver større, han må aldrig vokse!” Heldigvis fik hun sagt et par fornuftige ord, og nu hvor han lige er blevet 5 år og jeg har alle de fantastiske minder, så ville jeg selvfølgelig ikke have at tiden stod stille og han var baby for altid. Men jeg var SLET IKKE klar til den aflevering. Jeg havde gerne holdt barsel noget længere… faktisk havde eg kraftigt overvejet at passe ham hjemme, men det kunne ikke hænge sammen. Så da jeg gik ud af døren og lukkede den bag mig brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kunne slet ikke styre det. Jeg hulkede og tårerne sprøjtede ud af mig. Det føltes SÅ forkert og jeg følte mig som verdens mest elendige mor, fordi jeg overlod mit lille skønne barn i en andens varetægt. Jeg skulle starte på arbejde med det samme, så det var ikke engang mig der stod for indkøringen. Hold nu op jeg var ikke meget værd de første måneder og hele den første uge tjekkede jeg telefonen HELE tiden, og havde min kæreste ikke skrevet en gang i timen, måtte der være noget FULDSTÆNDIG galt. Afleveringen blev ikke lettere med tiden. Det sagde alle ellers at den ville. Men det føltes stadig forkert. De dage hvor han var glad og ok med at blive afleveret var selvfølgelig lidt lettere, men det ændrede ikke på det faktum at jeg savnede ham ad helveds til og synes det var så meningsløst at aflevere ham for selv at tage afsted og passe andres børn (jeg var pædagog). De dage hvor han var ked og ikke ville have jeg gik, var rigtig hårde og jeg brød altid sammen når jeg kom ud i bilen.

 

Børnehavestart

Så var dagpleje tiden slut og han skulle starte i børnehave….. Igen kunne jeg ikke forstå hvor tiden var blevet af. Denne gang var jeg på barsel med lillebror, så det var mig der stod for indkøringen, og vi kunne tage det helt i hans tempo. Men første gang han skulle være der alene og eg skulle gå, brød han fuldstændig sammen. Han kunne slet ikke overskue alt det nye og han vidste jo at lillebror og jeg var hjemme, så han forstod ikke han skulle blive der uden mig. Pædagogerne derude (som alle andre steder) ser gerne man ikke trækker afleveringer i langdrag, så jeg måtte gå mens en af dem holdt ham (har du set nogle holde din lille guldklump tilbage, når de prøver ALT hvad de kan at bryde fri?) Mit hjerte gik i tusinde stykker, og selv her 2 år senere når jeg tænker på det, bliver jeg SÅ ufattelig ked af det på det lille menneskes vegne. Jeg prøvede desperat at holde tårerne tilbage imens jeg skyndte mig ud til bilen, men jeg nået kun lige udenfor syns- og hørevidde før hele verden brød sammen. Det sortnede bogstavelig talt for mig og hele min krop gjorde ondt. Der fulgte en LAAAANG periode med svære afleveringer, for han var ikke klar til at blive afleveret 5 minutter efter han var kommet, så den hurtige aflevering, som de VIRKELIG prøvede at sælge til mig fungerede bare ikke for ham. Det var først da jeg lyttede til min mavefornemmelse OG til mit barn, at jeg sagde stop, og at vi nok skulle finde ud af det selv. Han havde mistet tilliden til stort set alle voksne, fordi de på skift havde holdt ham, når jeg skule gå. Det er ikke meningen at en aflevering skal være sådan, og alt indeni mig skreg at det var forkert. Så da jeg først gav ham tid…. lod ham lande….. gav ham alle de krammere han ville have, så blev det lettere for ham. Ja det tog længere tid for os end for mange af de andre forældre, men børn er forskellige og der er ikke en bestemt løsning der passer på dem alle. Jeg har selv set det fra den anden side som pædagog – de børn der synes det er rigtig svært at skulle sige farvel om morgenen, og som “tvinges” til at gøre det hurtigere end de er klar til… nogle af dem render rundt resten af dagen og kan ikke finde ud af hvad de vil, søger en voksen de kan være hos, bryder sammen ved mindste modstand, og sidder bare og venter på de bliver hentet igen, når man når til den anden side af frokosten. Så det virke ikke for alle. Derfor er det så vigtigt også at lytte til sig selv, men især at lytte til sine børn. Og der er INTET fjollet ved at savne sine forældre. Som min søn siger: “Jamen mor jeg elsker dig helt op til universet og tilbage igen og det gør ondt i mit hjerte når du ikke er her”. Hvor heldig er jeg lige? <3 SÅ meget kærlighed kan være svær at rumme for så lille et menneske, og når de hver morgen kommer i dagpleje, vuggestue eller børnehave, så ved de jo ikke hvad de kommer hen til. De ved ikke hvad der skal ske, om deres yndlingsvoksen er der, om kammeraterne er der eller om de gider at lege, de ved ikke om de skal lave noget de ikke har lyst til osv, men de ved hvad de siger farvel til…. deres mor eller far og al den uvidenhed er altså nogle gange et dårligt nyt for mors og fars nærvær. Så de er ikke fjollede, ikke på tværs, de skaber sig ikke og de gør det ikke for at være irriterende…. lige der når de står og skal ind af døren og igang med dagen og VED at vi går, så kan det altså føles som at stå på 10 meter vippen og skulle tage sig sammen til at springe…. det kan godt være rigtig rigtig svært.

 

Det bliver lettere 2. gang

Nej det gør det ikke kan jeg så konstatere. For jeg synes heller ikke det var sjovt da lillebror skulle starte. Og sådan en dag som idag, hvor ingen af dem rigtig har lyst til at komme afsted og man forsøger at få dem ud af døren på en fornuftig måde, uden stress og jag, til trods for de trækker tiden på ALLE tænkelige måder, der er det der hvor jeg bare har lyst til at holde dem hjemme. At møde deres behov for ikke at skulle ud af døren og afsted. Når min store søn står bag hegnet og vinker og jeg kan se han prøver at holde facaden. Når han når at sige 10 gange på 5 sekunder at han elsker mig og at jeg er i hans hjerte og han er i mit…. Når den mindste alle 4 km fra børnehaven til dagplejen siger “jeg vil hjem”, så er det lige meget om det var 5. 6. eller 7, gang, så ville jeg stadig ikke synes det var nemt. Jeg tror bare ikke jeg er skabt til at være adskilt fra mine børn. Jeg tror bare at jeg er en af dem der synes, at det er møg hamrende unaturligt at skulle aflevere dem i andres varetægt…. og det er okay…. sådan er vi så forskellige, men at sige det bliver nemmere er en løgn…. det gør det ikke for alle og jeg glæder mig til at hente dem igen <3