Babyer og søvn

Lad os lige snakke søvn et øjeblik, for jeg VED at det er kilden til uendelig meget frustration ude i de små hjem.. Og der er en ting jeg gang på gang bliver RIGTIG ærgerlig over, når snakken falder på babyer/børn og søvn, og det er den opfattelse som nogen har, og giver udtryk for,om at hvis man bare gør ABC, så har man en baby der sover uden problemer! LAD NU VÆRE for filan da. Babyer og børn er ikke ens, og det der virker for den ene gør ikke for den anden. Nogle babyer kommer nærmest sovende ud af livmoderen, og skal vækkes for at de får nok mad, andre er ikke helt lige så “rolige” og glade for at falde i søvn eller forblive sovende. Men det betyder ikke at du er en dårlig forælder, eller at du gør noget forkert…. Det betyder heller ikke at du har en dårlig baby der bare er ude på at sabotere dit liv og drive dig til vanviddets rand.

 

Vi kategoriserer babyer efter søvn

 

Vi har en tendens til at dele babyer op, alt efter hvordan de sover. Er de gode til at sove og derved søde babyer der er gode ved deres forældre, eller er de dårlige til at sove, og derved knap så gode ved deres forældre (som om det er en bevidst hensigt fra deres side! Jøsses!). Man får ALTID spørgsmålet, efter den lille trold er kommet til verden “Hvordan sover han/hun?” som om det er det vigtigste en baby kan gøre. Og de der har en baby der bare kan ligge i total kaos og boble i flere timer uden en lyd, klapper sig selv på skulderen og tænker, at det har de sgu nok gjort pisse godt og så må de automatisk være gode forældre. Og jeg er sikker på at de er vanvittig gode forældre, men det har intet med dem at gøre,at deres baby har et fantastisk sovegen. Ligesom det intet (ofte) har noget med dig at gøre og din evne som forælder, hvis du har en baby der powernapper og vågner hver time gennem hele natten. DU HAR IKKE GJORT NOGET GALT! Og der er ikke noget galt med din baby.

Hvordan kan jeg sige det? Ganske simpelt. Jeg har haft utallige babyer gennem hænderne fordi de “sover dårligt”. Nogle gange er der en ganske logisk forklaring, som spændinger der driller i den lille krop, ondt i maven, refluks, et stresset nervesystem eller traumer fra tiden i livmoderen eller fra fødslen. Det kan man gøre noget ved…. Men ofte er der igen forklaring på at baby sover 25 minutter af gangen og vågner hver anden time natten igennem og gerne vil ammes – Hvorfor? FORDI DET ER HELT NORMALT! Det er normal babyadfærd, men i vores samfund, hvor vi generelt er rigtig dårlige til at se tingene fra de små menneskers synspunkt, er det blevet til unormal og uønsket adfærd. Men det ændrer altså ikke ved, at det er sådan de første måneder, måske endda det første år er for rigtig mange babyer. Det handler om tryghed, om overlevelse og om helt basale behov, og det glemmer vi når vi udelukkende fokuserer på kassetænkning,hvor de helst gerne skal have en rytme hurtigt, for så er det lettere for os at planlægge og overskue det hele. De skal helst gerne samle deres lure i et par lange stræk og så en god nattesøvn, men den er der altså bare rigtig mange babyer der ikke er med på, så det eneste der kommer ud af det, er vanvittigt frustrerede forældre, der føler de fejler.

Så begynder søvntræningen, for babyer skal jo lære at sove… og så forsøger vi igen at få dem til at passe ind i eksisterende overbevisninger og rammer. Og der findes mange forskellige metoder – nogle af dem får hårene til at rejse sig på mine arme. For de tager ikke udgangspunkt i hverken din baby, individuelle behov, eller det der er bedst for din baby.

 

Babyer er forskellige

 

Jeg har 3 drenge… en på 5 år, en på 2 1/2 og en lille en på 18 dage. Den første var den VILDESTE powernapper og jeg var ved at gå ud af mit gode skind, for jeg fik aldrig hvilet. Lagde jeg ham fra mig, så gik der lige præcis 2 minutter før han vågnede. Jeg havde hørt at babyer sov mellem 16 og 20 timer i døgnet og kunne simpelthen ikke forstå hvad jeg gjorde galt, for det måtte da være min skyld at han ikke sov. Om han blev puttet i barnevognen, vuggen elle whatever, det gjorde ingen forskel. Han kunne ikke falde i søvn selv til natten og han vågnede utallige gange og var en evighed om at falde i søvn igen. Hold nu op hvor har jeg siddet mange timer med en hånd nede i hans seng og være ved at segne af træthed (altså da han var over et halvt år og vi forsøgte med at han kom ind og sove på eget værelse). Det var først da jeg lyttede til min mavefornemmelse og han kom ind ved siden af os og sov i vores seng, at han begyndte at vågne færre gange og sove bedre.Han havde simpelthen behov for trygheden og fornemmede at vi ikke var der. Så da han kom ind ved os og vågnede og mærkede vi var der, så fandt han blot en hånd at holde i og lagde sig til at sove igen, i modsætning til før, hvor der snildt kunne gå flere timer før han sov igen, for blot at vågne kort efter. Jeg sad en gang 4 timer ved siden af hans seng midt om natten, fordi han ikke kunne falde i søvn igen!!!!

Nr 2 gik det ikke meget anderledes med, til trods for jeg havde bestilt en baby der sov, for det synes jeg alligevel jeg havde fortjent 😂 Han trumfede lige den ældste ved at have en periode på flere måneder hvor han skulle skrige HVER aften inden han skulle sove og jeg måtte gå rundt med ham i armene for at få ham til at sove. Og han vågnede ca hver anden time hver nat i knap 2 år, pånær lige en kort periode hvor han godt kunne sove 3-4 timer i et af strækkende. Men langt de fleste nætter var vi vågne mellem 6 og 10 gange. Og at babyer ikke skal spise om natten mere når de er 6 måneder var han bestemt ikke enig i og vi havde hyppige natamninger helt indtil han selv stoppede med at amme da han var 22 måneder. Han er blevet bedre til at sove, hurtigere til at falde i søvn (det tog minimum halvanden time hver aften og ofte endte det med stor irritation og gråd), vågner færre gange og lægger sig til at sove igen når han mærker der ligger en ved siden af,

 

Så er der sidste skud på stammen… verdens roligste barn so far. Jeg er nødt til at vække ham for at han får nok at spise, ellers sover han alt for lange stræk. Og prøv at se her

baby søvn

Han er sådan en baby der bare kan ligge og falde i søvn selv! En baby i min første mødregruppe gjorde det samme og jeg var målløs første gang jeg så det, mens jeg sad der med min egen baby i armene for han ville ikke være andre steder. Jeg troede aldrig det skulle overgå mig. Men jeg kan ikke tage æren for det…. han er bare anderledes end de andre. Til trods for der er mega kaos herhjemme og to unger der konstant larmer og en 2-årig i mega trodsfase med daglige skrigture til følge. Babyer er forskellige, de har forskellige behov og det kommer til udtryk på forskellige måder. Og der er INTET galt med hverken din baby eller dig, hvis du ikke har en supersover, der bare kan ligge og putte for sig selv. Så lad være med at stresse over søvn. Din baby har lige så meget brug for dig kl 1 om natten som kl 1 om eftermiddagen, og det er helt okay <3

Hvis du er mere nysgerrig på babyer/børn og søvn så se her: E-BOG